Fortsæt til indhold

En rigtig god idè

18-årige Liv Moretto Sørensen fra Kolding Gymnasium har vundet prisen som Årets Forskerspire 2013

Arkiv
Anne Andersen

I den sundhedsvidenskabelige kategori vandt den unge gymnasieelev foran 159 andre forslag. Hun har i sit projekt beskrevet hvordan tinnitus hos musikere kan reduceres ved hjælp af en særlig øreprop, der er en kombination af et høre apparat, der mindsker generne ved tinnitus og et høreapparat.
"Vi var tre i finalen, så der var rigtig gode chancer for at vinde. Men jeg blev rigtig glad og overrasket", fortæller Liv Moretto Sørensen der har arbejdet på sit projekt siden foråret.
Liv Moretto Sørensen der til daglig går i 3. g på Kolding Gymnasium har ligesom de øvrige deltagere samarbejdet med en forsker fra en af landets universiteter. Og det har været et travlt efterår for den unge forskerspire:
"Det har været en virkelig travl periode, men jeg har været motiveret, fordi det er noget, der interesserer mig, så jeg har slet ikke kunnet slippe det", fortæller hun.
"Jeg spiller selv både klarinet og saxofon, og jeg har længe undret mig over, hvordan det kan være, at man ikke har fundet en løsning på det her problem", forklarer hun.
Med prisen følger 20.000 kroner, Liv Moretto Sørensen har dog endnu ikke besluttet sig for, hvordan pengene skal bruges.
"Det kan godt være, at jeg på et tidspunkt beslutter mig for, at arbejde videre med projektet og for at få øreproppen sat i produktion. Nu skal jeg lige være færdig med gymnasiet, og så skal jeg have et sabbatår. Jeg skal helt sikkert læse videre på et tidspunkt, men hvad det lige skal være, det ved jeg ikke endnu".