Gnidnings-varme
Uenighed om hvordan Roskilde får en fælles kurs i forskellige forsynings-selskaber
Roskilde skal bedre ind i varmen ved at fastlægge en samlet politik for sin indsats i en række forsynings-selskaber.
Så langt var politikerne enige, da de onsdag i byrådet diskuterede indsatsen i en forskellige selskaber, der ejes helt eller delvis af kommunen.
Til gengæld førte debatten til et opgør mellem valgkampens par nummer syv, Torben Jørgensen (S) og Peter Madsen (V), der er henholdsvis formand og næstformand i Teknisk Udvalg. De er på fin fod med hinanden, men kører heller ikke af vejen for et godt sammenstød.
De omtalte selskaber er først Roskilde Forsyning, der leverer fjernvarme, vand og sørger for kloaker og spildevandsrensning, ejes fuldstændig af kommunen, og derfor udgør Teknisk Udvalg her bestyrelsen.
Roskilde er også sammen med en række andre kommuner medejer af KARA, der på det store nye anlæg ved Københavnsvej fremstiller fjernvarme på det store nye anlæg til forbrænding af affald. Endelig er Roskilde med i selskabet VEKS, der fordeler fjernvarmen fra de store forbrændingsanlæg til en lang række kommuner ind mod København.
Modsatte interesser
Peter Madsen fremhævede, at de forskellige selskaber, hvori kommunen er medejer, har modstridende interesse.
Hos Roskilde Forsyning gælder det om at købe det varme vand så billigt som muligt og levere til fjernvarme-forbrugerne i en meget stor del af Roskilde.
Men for KARA, der nu skal have betalt det store nye anlæg, er det afgørende at få så meget for det varme vand som muligt, og VEKS har samme interesse.
- Derfor er Torben Jørgensen som repræsentant for Roskilde kommet i umulige og modstridende roller, når han som kommunens repræsentant og nu er formand i flere af disse selskaber. Det er ikke hans fejl. Men vi skal have en samlet politik om, hvem vi sætter ind hvor - og med hvilket mandat.
Peter Madsen kunne heller ikke dy sig for at kritisere Torben Jørgensens forskellige kasketter i disse selskaber og kræve bedre kontrol med, hvad han sagde og gjorde.
Efter hans opfattelse blev det endnu værre, når Jørgensen i rollen som LO-formand samtidig stillede sig op og talte ved en demonstration foran KARA, da fagbevægelsen lavede blokade mod underbetalte polske arbejdere på byggeriet.
Fik informationen
Tom Hjorth (Kons.) var enig i forslaget om en samlet energi-politik for Roskilde i de forskellige energi-selskaber.
Torben Jørgensen og Socialdemokraterne var også enige i, at indsatsen i selskaberne skal koordineres bedre. Men han afviste kritikken af, at de øvrige medlemmer af Teknisk Udvalg ikke var blevet orienteret om, hvad han foretog sig i Roskilde Forsyning og KARA.
Jonas Paludan (El) gik også ind for, at kommunen skal have en samlet strategi for, hvad den gør i de forskellige selskaber.
- Men det sker ikke ved at indføre mindre folkevalgt kontrol i Roskilde Forsyning, som nogle nu ønsker. Tværtimod.
Kim Raben fra SF bakkede sin teknik-formand op overfor Peter Madsen:
- Som medlem kan jeg sige, det er usandt, at vores udvalg ikke er blevet orienteret om, hvad der foregår i KARA. Formanden har varetaget Roskildes interesser både det ene og andet sted.
Lars Lindskov (kons.) mente, det var helt legitimt, når Peter Madsen rejste spørgsmålet om formandens habilitets-problemer ved at stå i spidsen for to selskaber med modsatte interesser.
- Det er jo ikke nogen personlig anklage, men en overvejlse om, hvordan vi undgår sådan et problem.
Borgmester Joy Mogensen (S) afrundede debatten og konkluderede, at ingen kunne sætte spørgsmålstegn ved Torben Jørgensens indsats for altid at varetage Roskildes interesser i de forskellige selskaber, som kommunen har udpeget ham til.
tk