Fortsæt til indhold

Fejrede 50 års jubilæum

Mere end 150 mennesker var med til at fejre klubben den 23. november i Skibbyhallen.

Arkiv
Arkiv

Badminton Skibby Badmintonklub (SBK) blev 50 år den 15. september, men begivenheden blev først fejret den 23. november med et stort vellykket arrangement i Skibbyhallen. Der var en rigtig festlig dag. Allerede før man kom til hallen kunne man se, at der skete noget i byen, idet der var sat flag op i hele Skibby Hovedgade, ligesom der var sat flag op uden for hallen.
Selve hallen var også pyntet, og når man kom ind, var der dækket op til de mange gæster, der kunne forsyne sig fra en veludstyret buffet med både mad og drikke. Bagerst i hallen var en meget benyttet hoppeborg til de små, og mellem bordene og hoppeborgen var opvisningsbanen, hvor der blev afviklet to kampe.
Der var åbent hus fra kl. 13, men allerede klokken 12:30 begyndte Jazz orkesteret ”Monday Quartet” at spille, så der var hyggelig musik mens gæsterne ankom. Og der kom rigtigt mange besøgende bl.a. flere af de tidligere formænd.
Forløbet af begivenhederne blev suverænt styret af Torben Hansen, der først overlod det til formanden Martin Brænder at byde velkommen, hvorefter ordet blev givet til Frederikssunds borgmester Ole Find, der holdt en meget fin tale for klubben, som han havde kendt gennem alle årene. Sluttelig overrakte han kommunens gave til klubben. Dernæst kom et overraskende indlæg, idet klubbens tidligere formand gennem mange år Henrik Kyvsgaard fik overrakt Frederikssund Prisen for sit engagement i det frivillige arbejde.
Så genoptog musikkerne deres spil, og de fremmødte kunne nyde godt af det store traktement, alt i mens der på endevæggen kørte et lysbillede show med billeder fra klubbens 50-årige historie. Samtidigt blev hoppeborgen flittigt benyttet af de mange tilstedeværende børn. Inden opvisningskampene gik i gang holdt Søren Højlyng en lille gennemgang med billeder af de sidste 25 år i klubbens liv.
Så tog badmintonspillet fat med topspilleren Joachim Fischer som først spillede en HD med Anders Rasmussen fra klubben mod de to tidligere Skibby spillere Hads Højlyng og Rasmus Brix. Dernæst spillede han med Kristina Andersen fra klubben en MD mod Helle Thorslund ligeledes fra klubben og den tidligere Skibby spiller Rasmus Gjelstrup. Begge kampe viste meget fint spil med plads til show og underholdning.
Som afslutning på Joachim Fischers deltagelse overrakte han en af sine ketsjere til Sofie Jensen fra klubben, og skrev autografer til de, der ønskede det.
Dette var mere eller mindre afslutningen på festlighederne og de besøgende begyndt stille og roligt at forlade hallen, og lidt over klokken 16 kunne oprydningsarbejdet gå i gang.
Alt i alt var det rigtig dejlig eftermiddag i Skibbyhallen, og Skibby Badmintonklub var meget glad for arrangementet og takker de mange fremmødte, ligesom man takker for de mange fine gaver. Klubben vil også gerne takke de mange sponsorer, som klubben har haft gennem årene.