Dødsensfarlig undercover smagstjeneste

Jeg er på en farlig mission, men den er samfundsnyttig, og derfor er jeg hidkaldt. Det er mit lod, når danskernes fjender står os for nær, så derfor går jeg ind i butikken.
Undercover, selvfølgelig. Mit navn er Flindt.
Jørgen Flindt.
Skægget er trimmet, og tandpastasmilet findes frem, for den unge dame i bag disken skal smøres. Ikke med tandsmør, for det er hendes arbejde, men hun skal lokkes til at udlevere objektet.
Det objekt som jeg har kastet mig ud for at købe.
Kun fordi jeg skal.
Kun fordi det er nødvendigt.
Kun fordi onde kræfter vil os noget skidt.
Udenfor går livet forbi i et helt almindeligt novemberkoldt tempo, men herinde er der fare. Stor fare.
Jeg er i livsfare, og derfor er alle antenner ude, og jeg kigger mig omkring for at spotte eventuelle spioner eller agenter, men der er kun den unge pige, og hun smiler sødt og venligt nok.
Men skinnet kan bedrage, det ved vi nu, for ikke alt er så uskyldigt, som vi troede. Jeg smiler til hende og bestiller, og hun adlyder uden spørgsmålstegn, men jeg ved, at det er et spørgsmål om, hvor længe hun må det. Som sagt onde kræfter, meget større end os her i butikken, er på spil.
Men jeg får den udleveret. I en hvid papirspose og med endnu et smil fra den unge kvinde.
Jeg har købt en kanelsnegl. Åh jo. Et farligt arbejde, men et nødvendigt arbejde, for sneglen med kanel er under hård, hård pres. Ja, faktisk er der myndigheder, som synes at kanelsneglen helst skal sendes hen hvor pebret gror, hvis altså det ikke lige er fordi, at kanelen måske nok kommer derfra i første omgang.
Men kanel er farligt i for store mængder, og det har EU gjort opmærksom på, og Fødevarestyrelsen har hoppet med på vognen og råber vagt i gevær.
Det er nu også ok, for kanel indeholder stoffet kumarin, og det er ikke skide godt for menneskers lever at få for meget af det stof, og derfor er der en øvre grænse for, hvor meget kanel der må være i bagværk. Og her viser stikprøver, at der i hver anden kanelsnegl i Danmark er for meget kumarin.
Det er, som sådan, fair nok, for så skal der jo vel bare hældes mindre mængder af den farlige kanel i sneglen, men med myndigheder ved man aldrig, hvor det ender, så derfor er jeg sendt på en mission.
For at se om danskerne flokkes om kanelsneglene, og for at se om de spiser dem råt for usødet.
For at se om vi elsker vores kanelsnegle, selvom de lige pludselig er blevet til dræbersnegle. Og svaret er ja. Vi elsker vores kanelsnegle, som vi i øvrigt har kendt til herhjemme i 150 år. Sådan cirka.
Jeg går ud på gaden med min hvide pose, og kigger mig over skulderen. Der står en et par mænd, men de kigger nu på hinanden i stedet for mig. Men i min verden ved man aldrig. Fjenden kan være over alt. Jeg griber ekstra hårdt fast i min hvide pose med det farlige indhold og går med faste skridt videre ud i novemberkuldens gråhed. Hmm, min mave knurrer, og nå ja hvad pokker.
Mit navn er Flindt. Jørgen Flindt. Og jeg sætter hermed tænderne i en kanelsnegl.
Ikke fordi jeg vil, men nogen skal gøre det beskidte arbejde, når man, som jeg, er i hendes majestæts hemmelige kanelsnegls tjeneste.