Fortsæt til indhold

Der er meget at kæmpe for!

Arkiv
Arkiv

BADMINTON: Lørdag den 7. december tager Køge-Strøby Badmintons førstehold i mod Solrød Strands fjerdehold i Danmarksserien på hjemmebanen i Ravnsborghallen- Kampen starter kl. 15.00.
Der er her tale om et vaskeægte lokalt topopgør, idet Køge-Strøby Badminton ligger på en flot andenplads i Danmarksserien Øst med 11 point, mens Solrød indtager fjerdepladsen med 10 point – så begge hold har en masse at kæmpe for.
Køge Strøby stiller op i stærkeste opstilling, og træner-teamet med Gitte Sommer og Kasper Storkegård ser frem til kampen med spænding:
- Der er utrolig meget på spil i denne kamp, og begge hold vil selvfølgelig gerne have maksimalt point udbytte af kampen, så vi kan gå på juleferie med en stærk placering, inden sidste runde spilles i januar, og pladserne til slutspillet skal placeres, siger de samstemmende.
- Men vi ved også, at Solrød har en masse dygtige spillere, som altid er forberedt til fingerspidserne og selvfølgelig vil gøre deres for at gøre det svært for os, siger de videre.
Førsteholdet fra Køge-Strøby kommer med en frisk sejr på 8-5 over Slagelse på udebane for et par uger siden, hvor især kvinderne viste vejen frem. Så det bliver spændende, om de kan gøre succesen efter lørdag, hvor hver enkel kamp bliver afgørende.
Formand for Køge Strøby Badminton Randi Mehrenst Rimdal glæder sig til kampen og håber på, at en masse tilskuere har lyst til at møde op og heppe på de lokale spillere, så stemningen kan blive intens i Ravnsborghallen.
- Det vil være en stor cadeau til trænerne og spillerne, hvis de kan gå på juleferie med en placering i toppen af Danmarksserien. Og det vil helt klart love godt for slutspillet, der begynder til februar, hvis vi kan fortsætte de gode takter, som holdet har vist i de sidste par kampe, siger Randi Rimdal og opfordrer alle interesserede til at kigge forbi Ravnsborghallen lørdag eftermiddag til badminton i topklasse.
Som altid vil der være fri entre.
pm