Nødopkald kun over fastnet-telefon...
Pårørende: - Utroligt i en tid, hvor kommunen kun vil digital kontakt.
I vor moderne tid udskifter flere og flere - både unge og gamle - fastnet-telfonen med en mobiltelefon, og en tvungen supplering med en fastnettelefon er ikke nogen helt billig historie. Og man forlanger ydermere det skal være via et TDC-abonnement. - At man kræver at nødopkald kun kan installeres hvis man har en fastnettelefon, harmonerer ikke med at Hvidovre Kommune efterhånden kun vil have kontakt og korrespondance digitalt over nettet. Denne modernitet har mange ældre og syge problemer med, men de skal altså tvinges til at beholde den næsten oldnordiske fastnettelefon, siger en pårørende til en 96-årig, der ofte falder omkuld i hjemmet. Hos den kommunale hjælpemiddelafdeling bekræftes det, at nødopkald kun kan etableres hvis man har fastnettelefon via et TDC-abonnement. At en anmodning med nødalarm ikke kan sammenkædes med mobiltelefonen skyldes tekniske årsager, bl.a. de mange udbydere på mobiltelefonabonnement. Vi har forsøgt! Hvidovre Avis har forelagt spørgsmålet for Hvidovre Kommunes Pleje- og Rehabiliteringsafdeling, der tilføjer følgende forklaring: Spørgsmålet omhandler nødkald og det faktum, at Hjælpemiddelområdet kræver, at en borger der skal have nødkald har telefoni med en analog telefonforbindelse. Baggrunden herfor er, at vi har erfaring for, at IP telefoni og mobiltelefoni ikke giver den nødvendige sikkerhed for et nødkalds videresendelse. I en periode omkring 2010 og 2011 forsøgte vi at tilslutte nødkald til IP telefoni og mobiltelefon via en GSM boks. Det gav nogle tekniske problemer, hvor kaldene ikke gik igennem til vagtcentralen. De borgere, der får bevilget nødkald, har ikke har mulighed for at kalde nødvendig hjælp på anden måde end ved brug af nødkald. Vi har vurderet, at de mest sårbare borgere har brug for en teknisk løsning, som er driftssikker. Vi har endnu ikke set en teknisk løsning med nødkald koblet op til IP telefoni og mobiltelefoni, som vi kan stå inde for. Borgere med IP telefoni eller mobiltelefoni der får bevilget nødkald, kan få udgifterne til oprettelse af analog fastnettelefon refunderet. Borgeren skal selv betale abonnement og samtaler. Vi er opmærksomme på den tekniske udvikling og håber, der kommer en løsning, så også nødkaldsbrugere kan følge med tiden. Med hensyn til at Hvidovre Kommune efterhånden kun vil have kontakt og korrespondance over nettet, så skyldes det ¿Bølge 2¿ af den obligatoriske digitalisering, som er bestemt i Folketinget, slutter Pleje- og Rehaliteringsafdelingen.