Man tager vel ikke skade af at blive (bare lidt) klogere?
Hvert år afholder Kunstforeningen den store Roskilde Åben udstilling. I år er det blevet til endnu en fin udstilling med værker af 46 kunstnere, hvor nogle har fået en pris, bl.a. Roskilde Avis’ pris, der i år blev overrakt af Torben Kristensen selv. Inden vi kom så langt have ikke mindre end 145 kunstnere indleveret hver tre værker, hvilket betød at de tre censorer skulle udvælge blandt cirka 430 værker. Jeg havde fornøjelsen af at være med de to dage, hvor censorerne vurderede og forhandlede. Det var meget lærerigt, for jeg lærte både noget om forskellige teknikker og hvilke trends, der dominerer for øjeblikket. Men pointen med en censureret udstilling er jo, at disse tre fagpersoner skal skille det gode fra det dårlige: Hvilke værker kommer med til udstillingen, og hvilke er simpelthen ikke gode nok!
Brug for dommere
Ved ferniseringen fornemmede jeg hos nogle besøgende den sikkert uundgåelige reaktion: skal vi overhovedet have nogle ‘dommere’ til at dømme kunstværker ude eller inde? Handler det ikke bare om smag og behag? Om hvad jeg synes og ikke om, hvad nogle ‘smagsdommere’ måtte mene? Det kan øjensynlig ikke undgås, at det man kunne kalde en ‘Allan Simonsen’ popper op igen og igen. Men der er noget mærkeligt selvmodsigende i denne ‘der er ikke nogen, der skal lære mig noget - hvis jeg synes noget er fint, så er det fint. Punktum!’. Det selvmodsigende er, at vi på den ene side er helt enige om, at det er nødvendigt gennem hele livet at blive dygtigere og klogere. Fra børnehaven og gennem hele arbejdslivet er mantraet: uddan dig, bliv klogere! Og vi knokler og uddanner os, tager eksaminer og bliver forhåbentlig også både gladere og (lidt) klogere. På den anden side farer en djævel i mange af os, når en ‘kloge Åge’ vil fortælle os, at den nyeste Niels Malmros film er langt bedre end den pinlige ‘Tarok’. Eller at Bendtner er lidt pinlig i sammenligning med Fernando Torres eller Ronaldo. Men hånden på hjertet: tager vi skade af at blive bare lidt klogere? Også når det gælder områder, det ikke lige handler om skole og arbejde? Det efterhånden landskendte Allan Simonsen-stunt var jo helt fjollet. Dommerne ved noget om dans, hvorfor må de ikke lære danserne og os andre noget om dans? Og hvorfor skal stakkels Allan være til grin, fordi nogle synes han skal udstilles uge efter uge i noget, han ikke kan magte? Allan var en fremragende fodboldspiller engang (men det er der måske også nogen, der vil benægte!). Så hvorfor kan vi ikke få lov til at beholde det minde?
Dømt ude
Lad os forestille os en søndag eftermiddag hernede på Roskilde Idrætspark. F C Roskilde spiller mod fx Næstved. Men, jamen dog, der render en mand rundt på banen i sort tøj og med en fløjte og nogle dumme kort i skjortelommen. En dommer! Ene mand styrer han spillet, fløjter, givet kort, dømmer nogle ude. Det kan da godt være, at jeg ude på tilskuerpladsen bestemt ikke er enig, jeg pifter og råber, skælder ham ud. Men jeg accepterer, at han ved bedre, bedømmer bedre, er klogere end mig. Han er simpelthen dommeren. Selv den mest selvsikre tilskuer, ham der står ved siden af og altid ved bedre end alle andre, han må overgive sig. Også acceptere det, når modstanderen er langt bedre end hjemmeholdet, og at det var retfærdigt, at de fik straffespark tilkendt af dommeren. Og har man set tilstrækkelig mange kampe bliver man lidt klogere: man lærer efterhånden at se finesserne, taktikken, løbene, og dermed også se, hvorfor Torres og Ronaldo er begavede fodboldspillere og ikke dansere - eller malere for den skyld. Rødt citat "Men hånden på hjertet: tager vi skade af at blive bare lidt klogere? Også når det gælder områder, det ikke lige handler om skole og arbejde?"