Politik har fyldt meget
Spørgsmål og svar med afgående byrådsmedlem Knud Erik Nielsen:
Hvad er din kommentar til valget?
Samlet set kan vi være tilfredse. Jeg håber, at de valgte vil føre den politik videre, som vi har ført. Det tror jeg også, de kan og vil. Det håber jeg i hvert fald, for det er det, der vil tjene borgerne bedst.
Hvorfor tror du, at du ikke kom ind?
Min første indskydelse er, at vi var ret mange kandidater fra Venstre i mit område, men jeg har stor respekt for demokratiet, så det er helt fint, at det er gået sådan. Der var en del stemmer på de unge, og jeg synes, det er godt, at der også er noget udskiftning.
Hvad skal du nu?
Jeg har et landbrug, der skal passes, og så skal jeg nok være lidt mere sammen med familien. Jeg kan da godt mærke et tomrum nu, men jeg har det okay. Politik har fyldt meget for mig de sidste fire år, og jeg har fået mange gode bekendtskaber, og jeg er ikke en sur gammel mand. Jeg har ikke taget stilling til, om jeg stiller op igen næste gang.