Fortsæt til indhold

3,5 millioner til Kongeåsti gennem Esbjerg Kommune

Esbjerg Kommune har netop fået tilsagn fra Den A.P. Møllerske Støttefond om at fonden vil støtte realiseringen af en vandresti langs Kongeåen med 3.553.700 kroner

Arkiv
Arkiv

Den planlagte Kongeåsti bliver med donationen løftet op til en international turistattraktion, hvor man vil kunne vandre tværs over Jylland.
Stien skal begynde ved Hejlsminde på Jyllands østkyst og følge 1864-grænsen til Kongeåens udspring og derfra følge Kongeåen til udløbet i Vadehavet. Strækningen gennem Esbjerg Kommune vil være på ca. 15-20 kilometer, og brugere af stien vil kunne gå både kortere og længere ture på den.
"Vi er dybt taknemmelige for den generøse donation fra Den A.P. Møllerske Støttefond. Vi har en række lokalsamfund langs stien, som vil nyde godt af Kongeåstien samtidig får vi styrket turismen omkring Nationalpark Vadehavet med et stærkt udflugtsmål," siger borgmester Johnny Søtrup.
Esbjerg Kommune støtter projektet med 2 millioner og en støtteansøgning til LAG/Grøn Vækst Puljen resulterede i 4 millioner kroner. Kongeåstien bliver en rekreativ natursti gennem noget af landsdelens smukkeste natur. Ruten suppleres med p-pladser, kanoophalingspladser og evt. overnatningsfaciliteter, samt et moderne it - baseret formidlingskoncept.
"Med den rigtige markedsføring af stien vil vi skabe en attraktion, som både er interessant for historie og natur-interesserede. Samtidig bliver det et oplagt sted for skoler og institutioner at tage på dagsudflugter og sidst men ikke mindst vil indbyggerne i lokalområdet få en rekreativ udfoldelsesmulighed ved Kongeåen, hvilket ikke er muligt mange steder," siger borgmester Johnny Søtrup.