Venstre og DF har lukket sig
Spørgsmål og svar med afgående byrådsmedlem Anja Daugaard:
Hvad er din kommentar til valget?
Jeg er selvfølgelig ked af, at jeg ikke blev valgt ind, men nu er jeg bare spændt på at se, hvordan det hele kommer til at forme sig fremadrettet med den her konstituering, der jo ikke er så bred.
Det er som om, Venstre, DF og Konservative har lukket sig om sig selv.
Hvorfor tror du, at du ikke kom ind?
Jeg synes jeg havde oddsene, og tiden, imod mig. Det var en udfordring at stable et parti på benene på så kort tid.
Jeg tror faktisk ikke, jeg kunne have gjort ret meget anderledes. Det var også tæt på, men ikke tæt nok.
Men selvom jeg ikke kom ind, så har det alligevel været en lærerig proces at starte helt fra bunden.
Hvad skal du nu?
Jeg fortsætter mit arbejde som selvstændig erhvervsdrivende. Men nu må vi se – der byder sig måske nogle nye udfordringer. Når en dør lukker sig, åbnes tit en ny.
Jeg vil stadig være politisk interesseret og følge med i, hvad byrådet laver. Politik er gået i blodet på mig, men jeg tør ikke sige, om jeg stiller op igen.