Fortsæt til indhold

DGI indstiller Efterskoleholdet til Kulturministeriets Idrætspris

Efterskoleholdets 4600 elever og 500 lærere satte et tydeligt præg på DGI’s Landsstævne, hvor de med storslåede opvisninger gav fællesskabet og den folkeoplysende ide krop og sjæl. Derfor har DGI indstillet Efterskoleholdet til Kulturministeriets Idrætspr

Arkiv
Arkiv

Det var efter alt at dømme verdens største gymnastikhold, der var samlet, da 4600 efterskoleelever i sommeren 2013 deltog i DGI's landsstævne i Esbjerg. Efterskoleholdet var både med i Landsstævnets åbnings- og afslutningsshow, og holdet stod også for festforestillingerne fredag og lørdag aften.
Efterskoleholdets forrygende indsats, og den spontane og smittende livsglæde blandt elever og lærere, har nu ført til, at DGI har indstillet Efterskoleholdet til Kulturministeriets Idrætspris 2013. Tina Mailil Søndergaard fra Herning var leder af Efterskoleholdet, der samlede elever og lærere fra 48 forskellige efterskoler i Danmark.
"Jeg blev helt vildt glad, da jeg hørte om indstillingen. Det er rigtig dejligt at få sådan et skulderklap, og det gør at alle de mennesker, der har været en del af Efterskoleholdet ranker ryggene lidt mere. Det er meget positivt, at andre har øje for det arbejde, der er lagt i Efterskoleholdet," siger Tina Mailil.

Krop og sjæl

I den indstilling, DGI har skrevet til Kulturministeriet, hedder det, at efterskolerne er det måske stærkeste folkeoplysende element i det danske samfund. Og gennem Efterskoleholdets aktive medleven ved Landsstævnet i Esbjerg gav de den folkeoplysende ide krop og sjæl.
"Efterskoleholdet tilførte Landsstævnet en uforglemmelig oplevelse. Opvisningerne med de 4600 elever viste en sammenhængende og udfordrende koreografi, og det var i sig selv en logistisk præstation. Men endnu mere vigtigt var det, at holdet demonstrerede, hvordan så mange unge mennesker med så mangfoldige kompetencer, kan samles i et fællesskab til en forrygende opvisning," lyder det.
Hvem der får Kulturministeriets Idrætspris og de 100.000 kroner afsløres den 10. december, hvor prisen overrækkes i Kulturministeriet. DGI har indstillet tre kandidater, ligesom en række andre organisationer mv. har indstillet kandidater til prisen.