Fremtidssikret stemme
Esther Bay Jensen tog til England for at få styr på et af verdens største sprog
I ny og næ kommer manglende evner i vejen for ambitioner.
For 18-årige Esther Bay Jensen var det hendes sproglige rækkevidde, der var begyndt at give problemer.
Overvejelser angående fremtiden gjorde den 18-årige studerende på Roskilde Tekniske Gymnasium alvorligt bekymret for, om hendes engelskkundskaber var gode nok.
I stedet for at sætte sig ned og græde, valgte Esther Bay Jensen at gøre noget ved det.
- Jeg begyndte at tale med min forældre om en rejse til England, men det blev ved snakken, fortæller hun og fortsætter:
- Men så indstillede min mor mig til en konkurrence hos LO, hvor jeg vandt 5.000 kroner til rejsen, og så kom der fart på.
Kun engelsk
Esther Bay Jensen modtog præmien fra LO i maj, og kort tid efter havde hun booket en tre uger lang sprogrejse i sommerferien.
Hun valgte at bruge et selskab, som specialiserer sig i den slags ture, og sammen med dem blev det besluttet, at Bristol var den by, der passede bedst for Esther Bay Jensen.
For at sikre den mest intensive engelskoplevelse, blev hun indkvarteret i et privat hjem, hvor der også boede andre, der arbejdede for at få tungen om det engelske sprog.
- Jeg boede hos en sød dame og hendes nevø, som også havde piger fra lande som Spanien, Tyrkiet og Kina.
- Der var en regel om, at vi skulle tale engelsk med hinanden, og rejsebureauet sørgede for, at man ikke delte hus med piger fra ens hjemland, fortæller Esther Bay Jensen.
Kunne meget
Udover muligheden for at opleve, hvordan englænderne selv håndterer deres sprog, var der også inkluderet skoletimer i turen.
Men det var ikke igennem undervisningen, den 18-årige sprogrejsende fik de store aha-oplevelser.
Skolen fokuserede mest på at lære eleverne at læse og skrive, hvilket Esther Bay Jensen følte var en voldsom opgave, når man kun havde tre uger.
Til gengæld gjorde hun store fremskridt på andre måder.
- Jeg opdagede hurtigt, at jeg kunne tale meget mere engelsk, end jeg troede.
- Alt den undervisning jeg har fået og alle de film, jeg har set igennem årene, havde efterladt et stort ordforråd, som jeg ikke vidste, jeg havde, fortæller hun.
Arbejder videre
Tilbage i Danmark er Esther Bay Jensen i gang med at overveje sine fremtidsmuligheder, nu hvor engelsk ikke længere er en væsentlig stopklods.
Før hun tog af sted var hun ret sikker på, at hun ville være sygeplejerske, men tiden flytter mange tanker rundt, og sygeplejerske-drømmen er trådt lidt i baggrunden.
Hvad der har overtaget dens plads er Esther Bay Jensen ikke helt sikker på, men hun har også stadig halvandet år på Roskilde Tekniske Gymnasium, før hun er nødt til at overveje videre uddannelse.
Hun har dog besluttet sig for at knokle videre med det engelske.
- Jeg har fundet et kursus på VUC, der kan hjælpe mig videre, fortæller hun.
- Det er først lige begyndt, så jeg ved ikke så meget om det endnu, men jeg synes, det er rigtig spændende at blive ved med at arbejde med engelsk, tilføjer hun.
hw@roskildeavis.dk