“Det bliver et brag af en festival”
Snart åbner billetsalget til næste års Jelling Musikfestival. Og Lars 'Charlie' Mortensen ser frem mod næste års festival med glæde. En festival der som noget nyt kommer til at starte på en onsdag og slutte på en lørdag
Musik Selvfølgelig ved han noget, vi andre ikke ved. Men vi må vente med at få sat navne på, hvem der skal spille til næste års festival i Jelling. Men der kan godt være god grund til at glæde sig. I hvert fald er Lars 'Charlie' Mortensen, der er daglig leder af Jelling Musikfestival, optimist. "Ja, det ser lovende ud med hensyn til næste års program. Det er lige nu, vi forhandler på livet løs og der skal skrives kontrakter. Der er mange ting i spil, men hvor det ender, er jo altid en af de mest spændende ting ved arbejdet," siger han. Hvem der er i spil vil han ikke ud med endnu. "Men vi er en folkelig festival, så der skal være til både gården og gaden. Vores program skal være bredt. Vi kan ikke have Rolling Stones eller U2, for så bliver det en koncert med dem, mens alt andet kommer i baggrunden. Det er ikke meningen," siger han. Man kan selv komme med foreslag til, hvem man gerne så optræde i Jelling. Det sker på festivalens hjemmeside. Og der er godt gang i forskellige bud. "Det er klart, at det er mit job at have fingeren på pulsen, men Ønskebrønden, som vi kalder den, er en god måde at få en indikation over, hvem vores publikum gerne vil opleve."
Slutter lørdag
Selve billetsalget til næste års festival åbner den 1. december. Det er en tradition, og en anden tradition er at festivalen finder sted i den sidste weekend af maj. Og den weekend ligger næste år så godt som helt perfekt. For det er nemlige ved Kristi Himmelfarts Dag, og det betyder, at man kan vende tingene lidt om i 2014. "Vi starter om onsdagen med Quasar Rock, og så er der ellers festival fra torsdag til og med lørdag. Det betyder, at man kan komme til festival og så have fri om søndagen, Det giver, modsat normalt, en dag at sove ud i, hvilket mange nok finder meget rart. Jeg er sikker på, at det bliver et brag af en festival," siger Lars Charlie Mortensen. Han er en mand, der kigger frem mod næste års festival med en god fornemmelse i maven. I år blev der overskud på kontoen, hvilket betyder, at der lige nu er deles penge ud til en lang række lokale foreninger, der alle har bidraget med frivillig arbejde. "Vores DNA er ikke kun at skabe et økonomisk overskud, men også skabe en bred palet af oplevelser og være en naturlig led af Jellings DNA. Men det er klart, at økonomien selvfølgelig spiller en stor rolle. Der er jo ingen garanti for, at der skabes et overskud, vi kan dele ud af, men det er der i år, hvilket jo bare er dejligt," siger manden, der helt sikkert ved mere end, han vil fortælle. Lige nu i hvert fald. Snart bliver de første navne præsenteret.