Tilbageblik i Avedøre
Målmand Tobias Nannestad kåret til ¿årets spiller 2013¿ i Avedøre
- Jeg meldte ud i starten af 2013, at det skulle være sæsonen, hvor vi gjorde drenge til mænd, fortæller træner Jan Christensen. - Vi havde tre rutinerede spillere og så resten bestående af 18-19 årige talentfulde unge mennesker, og man må sige, at de fik mulighederne for at vokse sig store og stærke på kort tid. Foråret 2013 er det mest vanvittige, jeg har været med til... - Da vi så tog fat på den nye sæson, var målet, at vi bare skulle overleve. Vi havde spillet nogle gode testkampe og havde samtidig otte sejre ud af ni fra foråret, og det tog vi så med. Vi tabte den første kamp, vandt den anden og spillede den tredje uafgjort. Tre kampe og fire point, og det var nok en meget sund start. Vi havde fået god tilgang over sommeren, men de var endnu ikke spillet ind på holdet. Det blev de, og siden har vi ikke set os tilbage... - Vi havde en fornemmelse af, at vi som hold hørte til i top 7. Nu ligger vi nummer 1, og det skyldes blandt andet også, at vi hele tiden har været dygtige til at bygge på. Vores spil er blevet mere fleksibelt. Vi har vores varianter med dødboldene. Vi kan veksle mellem at stå dybt og slå omstillingerne, og så kan vi selv skabe en kamp. Vi har spillerne til det hele, og det giver os alt andet lige nogle gode redskaber til at afvikle en kamp. Jeg synes, at vi har fået en langt større stabilitet over en bred kam. Samtlige spillere har udviklet sig og givet noget ekstra til holdet, og det er vel hemmeligheden bag vores succes... Jagten er gået ind - Her over vinteren sker der altid en masse i alle klubberne. Vi har ikke midler til at betale spillere for at spille for os, men der er andre aktive aktører på markedet, og de er på spil nu... - Vi har mange meget dygtige spillere, og vi topper rækken. Det gør os interessante, men jeg tror, at vi kan gøre vore spillere endnu mere dygtige, hvis de bliver lidt længere tid hos os. Vi har fået den første tilgang, idet den tidligere HIF-anfører på U19 holdet; Magnus Larsen har besluttet sig for at spille for os. Han har trænet med i et par uger, og han er meget interessant. Han valgte at gå i Avarta efter U19 tiden i Hvidovre, men nu er han hos os. Han er stor og stærk, er blevet godt skolet, og så er han ærgerrig. Han starter for alvor hos os den 1. februar, hvor de øvrige spillere starter op den 18. januar... - Indtil videre er der ingen spillere, der er på vej væk. Kommer der et godt tilbud, kan det selvfølgelig ændre på virkeligheden. Men der har jeg det sådan, at jeg gerne vil tale med den enkelte for at være med til at finde den rigtige klub... - Vi har lige afsluttet sæsonen udenfor banen, og her blev målmand Tobias Nannestad fortjent kåret som årets spiller. Det var spillere, ledere og trænere, der uddelte stemmerne, og han var den helt store stemmesluger...