Uhrban Stöjband igen i Esbjerg
Det er efterhånden et godt stykke tid siden lokale Uhrban Stöjband har stået på hjemstavnens skrå brædder. Sidste gang var til festugen, hvor de sammen med en række musikalske legekammerater to gange genopførte "The Last Waltz" på Musikhuset.
Torsdag den 5. december rykker bandet imidlertid til mere intime rammer på Vinbaren i Danmarksgade. Her vil de gribe dybt ned i deres "sædvanlige" repertoire og spæde godt op med materiale fra netop The Last Waltz. Det betyder med andre ord, at man vil kunne opleve musik af The Band, The Doors, Neil Young, Led Zeppelin, Janis Joplin og mange andre fra samme slæng.
Koncerten er en kærkommen lejlighed for Uhrban Stöjband til at skrabe pynten af og atter optræde som kvintet, inden næste års Last Waltz-koncerter bringer det udvidede band rundt i det ganske danske land. koncerten finder sted klokken 22.00 og der er gratis entré.