Ugens Profil
Holger Grumme Nielsen
Navn: Holger Grumme Nielsen
Alder: 31
Familie: Kæreste
Job: Ja tak
Hvad ser du helst på TV? Jeg ser meget sjældent tv.
Jeg kan godt lide historiske serier som ”Downtown Abbey” ”Stolthed og fordomme” og ”Foyle"s war”
Hvad var det første du ville købe med 7 rigtige Lotto-tal?
Jeg kan godt lide tanken om, at hvis jeg vandt i lotto så skulle jeg bruge pengene på noget som jeg selv fik glæde af, men som andre også fik glæde af – således at der er en eller anden form for synergi. Jeg kan godt lide smuk natur og gamle fredede bygninger – hvilket også er noget jeg ved lidt om, så jeg ville nok investere i en smuk, gammel, faldefærdig bygning som ligger i noget smuk natur, sætte det i stand, passe og vedligeholde det, så jeg selv og andre fremover får glæde af det. Jeg spiller dog aldrig Lotto så det er næppe sandsynligt.
Hvis du skal lave mad, serverer du som regel…?
Hvis jeg får gæster bliver det givetvis noget jeg selv har skudt. Jeg kan kun én menu som består af:
Jordskokkesuppe med kalvebacon
Jomfruhummerhaler med syltede tomater og løg til.
Solbærgranité
Rosastegt krondyrryg, med mormorsalat, halveæbler, vildtsovs og bønnesalat.
Halve pærer fyld med marcipan og overtrukket med chokolade.
Hvis det er til mig selv en aften bliver det noget enkelt og let – jeg går nemlig ikke selv så meget op i hvad jeg spiser.
Hvad kan gøre dig rigtig vred?
Hvis jeg føler mig uretfærdigt og dårligt behandlet. Så kan jeg virkelig gå og surmule over det i lang tid.
Hvad drømte du som barn om at blive som voksen?
Jeg ville gerne have en forretning, der solgt akvariefisk
Hvem kan få dig til at grine?
En virkelig tør og gennemtænkt humor. Jeg elsker folk, der kan sidde ligeså stille og fyre nogle sjove bemærkninger af ud gennem sidebenene. Desuden kan jeg lide en satiriskform for humor, eksempelvis elsker jeg Jonathan Spang, der kan beskrive episoder og fænomener på en meget komisk og latterlig måde – episoder som jeg kan genkende fra mit liv.
Hvilken historisk person ville du invitere på middag?
Jeg har altid været fascineret af folk, der har fået et helt andet liv end de var vokset op til. Eksempelvis medlemmerne af den sidste russiske kejserfamilie, der vokser op med stor rigdom og pragt, men ender med at leve fattig i landflygtighed (altså dem som ikke blev skudt) Det kan også være det modsatte – folk, der vokser op i stor fattigdom, men ender med at leve i stor rigdom og berømmelse eksempelvis Elvis Presley, Hitler, Napoleon mm.
Hvad ønsker du dig i julegave?
Der er kommet en del bøger som jeg gerne vil havde, desuden ønsker jeg mig en ny geringssav og en elhøvl – det kan da også godt være jeg skal havde lidt nyt tøj til byrådsmøderne
Hvem er din største inspirationskilde?
Det har jeg aldrig tænkt på. Men det er givetvis en refleksiv person, der overvejer og tænker over tingene og efterfølgende forstår at handle herpå.
Hvad vil du gerne bidrage med i det nye byråd?
For mig er det vigtig, at være en politiker, der lytter til folk. Overvejer svarene, tager sig tid til at tænke over tingene og ikke bare har brug for at komme først med et svar. Jeg håber vi får vendt bosætningen, så flere får øjnene op for de herlighedsværdiger vi har i Varde Kommune og får lyst til at bosætte sig her. Endelig skal vi havde forbedret erhvervslivets vilkår og den negative udvikling i turismeerhvervet skal vendes.
Jeg håber også på, at der kan blive mere fokus på politik og ikke så meget på personerne. Tænk på hvor mange byrådskandidater, der i deres valgkampagne har markedsført sig selv og et lille slogan i stedet for at markedsføre deres politik, mål og visioner.
Har du en dårlig vane – hvis, hvilken?
Snakker og skriver for meget og kan ikke fatte mig i korthed. Desuden har jeg tendens til at pille næse offentlig og spiser for meget usund mad.
Hvordan tilbringer du helst en fridag?
Nyder naturen – oftest er der tale om en aktiv afslapning, hvor jeg slapper af med at få ordnet forskellige ting.
Hvad er din drømmebil?
Jeg vil bare gerne ha" en bil. For mig er det lige meget hvordan den ser ud, bare den er økonomisk og driftssikker.
Har du et motto?
Det er bedre ikke, at nå alt det man skal, end aldrig skulle noget.
Hvad er du mest glad for i dit hjem?
Ud over de mennesker der er i den så kan jeg godt lide gamle arvestykker. De fleste synes givetvis det er noget gammelt bras, men jeg kan godt lide tanke om, at nogle af de ting jeg omgiver mig med har en eller anden form for historie.
Hvad kan du ikke?
Der er så meget så det vil jeg slet ikke begynde at remse op her. Eksempelvis holde den slanke linje, fatte mig i korthed osv.
Hvem fortjener en pris?
Alle de mennesker jeg omgås til dagligt fortjener en kæmpe pris – de skal virkelig stå model til meget.
Er du konkurrencemenneske?
Nej overhovedet ikke – jeg får energi af, at tingene lykkes og det betyder virkelig meget for mig.
Hvor vil du gerne rejse hen på ferie?
Jeg vil gerne se Stockholm, Paris og Rom – desuden vil jer gerne til Sydamerika og Afrika. Generelt er jeg meget til aktive ferier hvor jeg kan se og opleve en masse.
Hvad var det første du tænkte på i morges, da du slog øjnene op?
Alle de ting jeg skal havde lavet i dag.
3 tillægsord, dine venner ville bruge om dig?
Snakker meget, energisk, ivrig
Hvad optager dig mest i øjeblikket?
Det kommende byrådsarbejde. Desuden har jeg en del projekter som jeg gerne vil havde afsluttet i nærmeste fremtid så jeg er 100% klar til at gå ind i byrådet.
Når vi siger Varde Kommune, tænker du…?
Potentiale og aktiver der skal udvikles