Julen begyndte i Ejby Medborgerhus
Arkiv
JULEHYGGE: lørdag formiddag den 30. november kom julen til Ejby Medborgerhus.
"Det lille Verdensteater" med skuespilleren Anne Kurtzweil i front fortalte en børnevenlig udgave af juleevangeliet uden de svære ord, så børnene havde gode chancer for at følge med i historien, der virkede som et krybbespil med en levende fortæller.
En enkel scenografi med en trævæg med finurlige skuffer var med til at bære forestillingen af sted.
En lille, genert og lidt fræk nisse sørgede for, der også kom lidt humor med i stykket. Både små og store havde en god oplevelse.
Knap 50 tilskuere overværede denne familieforestilling, der var arrangeret af "Apollonaris" og Netværksgruppen for Ejby Medborgerhus.
pm