Otte grønne projekter får støtte i 2014
KØGE: Agenda 21-udvalget uddelte Agenda 21-puljen for 2014 på deres møde torsdag aften den 28. november. Der var i alt kommet tolv gode ansøgninger. Otte af disse fik tildelt tilsammen 131.800 kr. i støtte.
Et cykelværksted i Hastrupparken, en publikation om, hvordan man på bæredygtig vis renoverer Køges mange bygninger fra middelalderen og workshops for unge om muligheder for genbrug under titlen; ”ReDesign som fremtidens forbrug” – det er nogle af overskrifterne for de i alt otte projekter, der fået tildelt penge fra Agenda 21-puljen i 2014.
Projekt ”Cykel Care i Hastrupparken”
Praktisk hjælp og vejledning så flere kan komme til at cykle, det er formålet med projektet ”Cykel Care i Hastrupparken”, som Agenda 21-udvalget har tildelt i alt 22.500 kr. i Agenda 21-puljemidler.
Pengene skal bl.a. bruges til at indkøbe en container, der skal indrettes til cykelværksted samt indkøb af værktøj til projektet. Tanken er, at en lille håndfuld frivillige skal stå for værkstedet, som områdets beboere så kan benytte.
- Hastrupparken ligger i perfekt cykelafstand fra Køge by, så det er oplagt at hjælpe flere fra området til at cykle. Medarbejderne fra Det Boligsociale Sekretariat har ofte oplevet, at mange særligt børn og unge har problemer med, at deres cykler ikke virker. Dette er en udfordring, når der bliver arrangeret ture for børnene i Hastrupparken, da det ofte ender med, at de må transporteres med biler eller bus. fortæller projektmedarbejder Lotte Varder fra Det Boligsociale Fællessekretariat.
Bæredygtig bygningsrenovering i middelalderbyen
Der ligger meget kulturarv og historie gemt i vores bygningsmasse. Køge By er unik ved at have en så velbevaret bykerne med mange bygninger, der stammer helt tilbage til middelalderen.
- Det er helt afgørende, hvordan vi renoverer vores gamle middelalderbygninger, så de bevares bedst muligt for eftertiden. Derfor er dette projekt vigtigt for Køge By. Vi har gennem tiden haft fokus på, hvordan vi renoverer de nyere bygninger her i Køge, men aldrig kigget grundigt på, hvordan vi bedst muligt renoverer disse gamle bygninger. Det bliver spændende at se, hvad der kommer ud af det. Mange kan forhåbentlig finde inspiration og tage ved lære af det, siger formand for Agenda 21-udvalget og Teknik- og Miljøudvalget, Erling Larsen (A).
Projektet har fået 28.000 kr. fra Agenda 21-puljen til at udgivelse af en publikation.
ReDesign – som fremtidens forbrug!
Hvordan kan vi skabe mere fokus på vores forbrug og hvad det betyder for en mere bæredygtig udvikling? Projektet ”ReDesign som fremtidens forbrug” har fået 15.500 kr. til at lave to workshops på Tapperiet for at øge Køges unges bevidsthed om dette spørgsmål.
Ved at sætte fokus på redesign som en del af svaret på fremtidens forbrug, vil workshops'ne vise de unge nye muligheder for, hvordan de f.eks. kan skabe nyt tøj af gammelt og nye møbler af genbrugsmaterialer. Samtidig vil de blive fortalt om de miljømæssige konsekvenser af tøjproduktion og de miljø- og samfundsmæssige aspekter af genbrug.
I alt otte projekter får støtte fra Agenda 21-puljen i 2014. Disse har i alt fået 131.800 kr. De projekter, der har fået tildelt støtte i 2014 er udover de allerede nævnte "Elfiskeri efter havørred v/Køge Sportsfiskerforening. Målsætningen er at opfiske 25 havørreder af hvert køn, samle rogn fra disse og udsætte omkring 26.000 havørreder i årene i Køge.
"Lær at cykle" v/Center for dansk og integration, "Undervisning om bæredygtighed" v/Rachel Kollerup i samarbejde med en lærergruppe fra Sankt Nicolai skole.
"Har butikkerne en rolle at spille i ressourcestrategien"? v/ Anders Knudsen, Det Grønne Hus, Kvickly Køge og Køge Handelsstandsforening. Målsætningen er et forprojekt der skal samle butikkerne i Vestergade til et affaldsforsøg med bl.a. etablering af en sorteringscentral for h.h.v. borgere og butikker ved Kvickly.
"Vandrefestival 2014 - fra Dyndet til Køge" v/Køge Vandreforening, Sund Zone og Det Grønne Hus. Målsætningen er via presse og annoncering at sætte fokus på sundhed og natur under vandrerfestivallen og få endnu flere til at vandre. Projektet går ud på at tilbyde bustransport til startstedet så flere får mulighed for at opleve Køge ås-stien.
pm