“Lille Ole skal også integreres”
Musse har rigtig mange holdninger til integration og indvandrerdebatten - mange af dem kommer til udtryk i hans musik og foredrag
Egentlig hedder han Mustafa Sayegh men siden han var barn er han blevet kaldt Musse, og i dag bruger han det som sit kunsternenavn.
“Det var nok bare nemmere for folk at sige”, smiler han mens han sætter sig til rette i den sorte lænestol der står i midten af hans musikrum. På væggene er der skumgummi for ikke at forstyre beboerne i de andre lejligheder, og der hænger både mikrofon og hørebøffer i det rum hvor Musse omdanner sine frustrationer, sine bekymringer og sin lykke til rapmusik.
“Mine tekster handler om mig selv og mine egne tanker og erfaringer. Jeg synes, at verden er et nederen sted, men jeg synes, at livet er dejligt. Jeg er ikke vred og utilfreds over alting, men nogle ting er jeg, og det er dem jeg skriver om”, siger Musse der selv laver både tekst og musik til sine sange.
Integration
I både hans foredrag og hans musik er omdrejningspunktet integration. Og især den måde man i Danmark diskuterer integration på, har Musse en holdning eller to til.
“Når man diskuterer integration, så taler man altid om, at det er lille Ahmed der skal integreres. Men lille Ole eller lille Peter skal også integreres i samfundet. Det er hele opfattelsen af, hvad det vil sige, at være integreret, som jeg prikker til”, forklarer Musse der selv er opvokset i delvist Ribe og i Skovparken i Kolding.
“Da jeg flyttede til Kolding, havde jeg et fordomsfuldt billede af indvandrere, for jeg var vant til at være sammen med danske børn. I dag kan jeg stadig ikke forstå, hvorfor man skal samle én gruppe af mennesker ét sted. Der mangler jo ingenting deroppe, der er alt. Men det betyder også, at der ikke er nogen grund til at bevæge sig udenfor området, og så bliver man da slet ikke integreret”, mener Musse.
I den lille lejlighed hvor Musse producerer sin musik bor også hans kone og hans dreng på tre år.
Til daglig arbejder Musse ved UPS og så tjener han også lidt på sin musik og sine foredrag.
“Den musik jeg laver, den henvender sig måske mere til de unge, men jeg vil faktisk også rigtig gerne have fat i de offentlig ansatte. Dem der arbejder på jobcentrene og dem der er med til at tage beslutningerne” Selvom den 28-årige Musse er i fuld gang med at dyrke sin karriere som kunstner, så har han ingen ambitioner om at komme til at leve af det. “Jeg er god til at sige ting der gør mig upopulær, så det skal jeg nok ikke satse på”, smiler han.