Vi vil ikke have havefester
Jørn Andersen er vicerektor på Munkensdam Gymnasium. Han fortæller, at udgangsforbuddet skyldes hensynet til naboerne
"Vi vil gerne holde festen inden for rammer, hvor vi ved, hvad der foregår. Så sikrer vi os, at der ikke ligger vodkaflasker rundt omkring og at vi fortsætter med at have et godt naboskab med vores naboer". Sådan siger vicerektor Jørn Andersen om grunden til det nye udgangsforbud, som man har indført i forbindelse med gymnasiefester. Munkensdam Gymnasium ligger blandt andet lige op ad Plejecenter Munkensdam. "Fester har en tendens til at brede sig og vi vil ikke have, at det her breder sig til at blive en havefest", siger vicerektoren.
Det har ikke været Jørn Andersens indtryk, at der har været stor utilfredshed blandt eleverne i forbindelse med den nye regel. Og underskriftsindsamlingen vil han ikke tale om.
"Jeg har ikke fået den underskriftsindsamling, så det er svært at kommentere på", siger han om de 241 elevers underskrifter mod forbuddet.
Jørn Andersen mener desuden, at eleverne er blevet hørt i forbindelse med beslutningen.
"Jeg har snakket meget med eleverne. Det handler om at deltage i processer sammen og blive enige. Og det er jo også demoktrati", siger vicerektoren, der er kontant i udmeldingen omkring de elever, der overtræder de nye regler.
"Man skal følge reglerne her på stedet. Hvis man ikke kan overholde dem, så må man hjem".
"Man skal følge reglerne her på stedet. Hvis man ikke kan overholde dem, så må man hjem"
Jørn Andersen, Vicerektor