Selvbetjent bibliotek udvider åbningstiderne
BORUP: Til glæde for Borups mange travle pendlerfamilier åbner Borup Bibliotek op for biblioteksbrugerne alle ugens syv dage mellem kl. 7.00 og 23.00.
- Det supplerende bibliotekstilbud er et Selvbetjent Bibliotek fortæller Bibliotekschef Jytte Dahl.
De udvidede åbningstider med selvbetjening giver brugerne adgang til rummets faciliteter, pc'er og biblioteksmaterialer, d.v.s. alle de bibliotekstilbud, der ikke kræver hjælp fra personalet.
Fra 2. december blev det muligt at man ved hjælp af lånerkort/sundhedskort og pinkode lukker sig selv ind udenfor den betjente åbningstid.
Her kan man hente sine reserverede materialer, låne og aflevere på selvbetjeningsautomaterne. Ligesom man kan benytte pc'erne, kopimaskinen og det trådløse net eller fordybe dig med bibliotekets aviser og tidsskrifter.
Det selvbetjente bibliotek giver adgang til biblioteksbrugere fra 12 år og op. Der er rigtig gode erfaringer fra Uglen, Herfølge Fællesbibliotek med at brugerne benytter biblioteket på en god måde og at lokalområdets brugere passer på biblioteket i fællesskab. Biblioteket er dog videoovervåget for at skabe tryghed og for at have en mulighed for opfølgning.
- Det er ikke tilladt at lukke andre ind end dine børn. Du er meget velkommen til at komme i den betjente åbningstid og få demonstreret den automatiske adgangskontrol og selvbetjeningsautomaten. Du kan også finde vejledning til Selvbetjent Bibliotek på www.koegebib.d, siger Jytte Dahl.
Lokalt samlingssted
- Det er et vigtigt mål for os og for Køge Kommune, at styrke Borup Biblioteks rolle som et kulturelt samlingspunkt og et lokalt mødested for store såvel som små. Derfor vil vi også fortsætte med at præsentere aktuelle foredrag, udstillinger og workshops og skabe gode rammer for lokale foreninger, læseklubber m.v. slutter Jytte Dahl, der glæder sig til at indvie det nyindrettede bibliotek.
pm