Demokratiet i menighedsrådet
JULEFREDEN ER SÅ SMÅT PÅ VEJ, efter at det i den forgangne weekend var første søndag i advent, hvilket jo også betyder starten på et nyt kirkeår.
Den forestående højtid sætter selvfølgelig også sit præg på Roskilde Domkirke og det tilknyttede menighedsråd i domsognet. Men først er der dog en sag, der trænger til at blive sat helt på plads.
VED EN AFSTEMNING for to uger siden blev den hidtidige næstformand, byrådsmedlem Annie Larsen (V), ikke genvalgt men erstattet af en anden ved de normale årlige afstemninger om posterne.
Denne sag har udløst meget skarpe kommentarer fra Annie selv og modindlæg fra den anden fløj, og argumenterne fra begge parter er absolut værd at gå efter i sømmene.
ANNIE SIGER SELV, at hun fik flest personlige stemmer af alle og dobbelt så mange som den nuværende formand ved valget i efteråret 2012. Det er også ubestrideligt korrekt, men hvad beviser det så.
Når menighedsrådet først er valgt, har alle jo kun en stemme, når der skal træffes beslutninger. På den måde er alle medlemmernes stemme lige gode. Jeg går ud fra, at alle er enige i dette princip, også Annie Larsen.
DEN MARKANTE V-DAME blev faktisk i første omgang valgt til næstformand i rådet, blandt andet fordi de øvrige medlemmer tog hensyn til hendes fine personlige valg. Men det var de jo ikke forpligtet til.
Når Anne Rosendal samtidig blev formand, var det med bred opbakning i menighedsrådet, der i den forudgående periode ellers fra starten havde været delt i to fløje, valgt på to forskellige lister i et kampvalg. Men i løbet af perioden fandt alle ud af, at de nok var blevet manipuleret af nogle mørke kræfter og i virkeligheden kunne arbejde godt sammen.
På den måde blev Anne Rosendal, der også tidligere havde været formand, genvalgt på sin evne til at samle tillid fra en meget stor del af menighedsrådet.
VALGKAMPAGNEN SIDST fra Annie gik ud på, at hun ville give gratis adgang – også til de kongelige gravkapeller i domkirken – for alle roskildensere, sådan som det var tidligere. At denne ordning i mellemtiden var blevet erklæret for 'ulovlig diskrimination', fik hende ikke til at give op.
Flere gange stillede hun i menighedsrådet sådanne forslag i forskellig udformning, og det blev hver gang afvist af flertallet.
NATURLIGVIS HAR HUN LOV til at stille forslag flere gange og offentligt argumentere for dem. Men samtidig kan hun ikke påberåbe sig nogen ret til at skulle fortsætte som næstformand, hvilket jo kræver tillid fra det flertal, hvis beslutning i denne sag hun fortsatte med at modarbejde.
Argumenter om, at hendes demokratiske ret bliver knægtet og ytringsfriheden trædes under fode holder derfor ikke, efter min bedste vurdering.
Annie må sige og gøre, hvad hun vil. Men flertallet har vel også ret til at vælge en næstformand, som vil udføre dets beslutninger - i stedet for at modarbejde dem.
FLERTALLET HAR OGSÅ GRUND TIL EFTERTANKE. Under diskussionen har der været tilløb til en argumentation om, at menighedsrådet skulle være lidt af det, som man i gamle dage ville kalde en 'lukket hattedame-klub'. Diskussionen må helst ikke foregå offentligt i aviserne eller andre steder, og her skal vi helst holde det hele indenfor fire vægge.
Men den holdning holder slet ikke. Menighedsrådet er sammensat efter et offentligt valg og administrere hver år mange millioner, der betales i kirkeskat af sognebørnene i Roskilde. Så må rådet også finde sig i en offentlig interesse og diskussion, og derfor er det absolut forfejlet at bebrejde Annie, fordi hun har været med til at sætte fart i en sådan.
I en tid, hvor mange i Folkekirken klager over faldende medlemstal og tomme kirker, bør en offentlig debat, om hvad der foregår i Danmarks største og vigtigste kirkebygning, i virkeligheden hilses velkommen af alle.
KAN STRIDEN ENDE MED, at alle nu anerkender de enkelte medlemmers ret til at sige og foreslå, hvad de vil. Samtidig med at man accepterer flertallets ret til at træffe beslutninger og vælge de folk, der gerne vil føre dem ud i livet, så vil det være et ganske stort fremskridt for:
DEMOKRATIET I MENIGHEDSRÅDET