Fortsæt til indhold

Navnene på udvalgsformænd ligger allerede nu fast

Seks nye stående udvalg danner rammen om byrådsarbejdet. To midlertidige udvalg er også på plads

Arkiv
Af Betina Skjønnemand

Med konstitueringsaftalen er der lagt op til seks nye stående udvalg.
Den politiske fordeling i de seks stående udvalg er fastlagt, men der er endnu ikke sat navne på alle pladserne.
Til gengæld er der etableret ny udvalgsstruktur, og formandsposterne er også fordelt.
Fire formandsposter går til Venstre. Nyvalgte Bent Sørensen sætter sig i formandsstolen for Teknik- og Miljøudvalget. Kirsten Nørgaard Christensen bliver formand for Børn- og Undervisningsudvalget. Kultur- og Fritidsudvalget skal styres af Tim Wulff, mens Vækst-, Plan- og Udviklingsudvalget for Philip Tietje som formand.
Allerede på valgnatten fik Ejler Schütt fra Dansk Folkeparti tildelt posten som formand for Arbejdsmarkedsudvalget, mens Povl Kylling Petersen fra Socialdemokraterne får formandsposten for Social- og Sundhedsudvalget.

Øvrige udvalg og poster

Der er nedsat to midlertidige udvalg efter §17, stk. 4.
Det ene udvalg, Forebyggelses- og Misbrugsudvalget, nedsættes fra Social- og Sundhedsudvalget, og formandsposten tildeles en kandidat fra Socialdemokraterne. Det andet udvalg, Kollektiv Trafikudvalget, nedsættes fra Teknik- og Miljøudvalget. Hvem der bliver formand, er endnu ikke besluttet.
Signe Bekker (A) bliver ny formand for Anbringelsesudvalget, mens Erwin Andresen (S) bliver bestyrelsesformand i Aabenraa Havn, og Jan Riber Jakobsen (C) bestyrelsesformand i Arwos.