Fortsæt til indhold

Pizzeria støtter Røde Kors

Pizzeria donerer julens drikkevare-omsætning

Arkiv
Peter Friis Autzen

Velgørenhed “Røde Kors har betydet meget for mig. De hjalp mig videre i livet. Derfor vil jeg også støtte Røde Kors,” siger Farzin Shakib, indehaver af Solo's Pizza i Vejle.
Han har lavet en indsamlings-julekalender i restauranten ved banegårdspladsen: Et juletræ med 24 plomberede indsamlingsbøsser fra Røde Kors.
“Hver dag frem til jul lægger jeg hele omsætningen fra drikkevare-salget i bøsserne til Røde Kors,” siger han.
Det er umuligt at sige, hvor mange penge han kan samle ind inden jul.
“Men drikkevarerne udgør en meget stor del af omsætningen. Måske kan vi nå helt op på 30.000 kroner. Det håber jeg i hvert fald,” siger Farzin Shakib.
Indtil nu har kunderne taget flot imod initiativet.
“Mange er overrasket over, at hele betalingen for drikkevarer går ubeskåret til Røde Kors. Nogle betaler endda ekstra, når de hører det,” siger Farzin Shakib.
Som et yderligere indsamling-initiativ holder han en slags pizza-buffet den 11. december klokken 15. Buffetten er gratis, men man kommer frem i køen ved at donere til Røde Kors. Også her går drikkevare-omsætningen ubeskåret til julehjælpen.

Begejstret formand

Røde Kors-lokalformand Lars Lund er begejstret over Farzin Shakibs initiativ.
“Han ringede til mig og fortalte, at han ville donere decembers drikkevareomsætning til vores julehjælp. Halløjsa! tænkte jeg og spurgte, om jeg havde forstået ham korrekt. Det havde jeg,” siger Lars Lund.
Røde Kors julehjælp uddeles hvert år i form af gavekort til omkring 50 familier, der af kommunen udpeges som værdige modtagere.
“I år kan vi måske uddele til lidt flere, fordi Farzin samler ind,” siger Lars Lund.