Fortsæt til indhold

Nye kunstnere på Galleri Memphis

Det lille galleri ved Landsoldatpladsen udstiller fem kunstnere

Arkiv
Arkiv

Galleri Memphis ved Landsoldatpladsen har åbnet en ny udstilling med fletkunst, glas, skupturer og malerier. Udstillingen er åben frem til nytår.
En af de udstillende kunstnere er Gitte Lea Andersen fra Middelfart. Hun har udstillet i adskillige kunstforeninger og på censurerede udstillinger.
Det er overvejende det meget koloristiske og de figurative motiver, i form af ”væsener”, dyr, mennesker, der er kendetegnende for hendes malerier. Fascinationen af farvernes samspil i kombination med det levende – de organiske former og figurer er en evig kilde til inspiration og udfordring og drivkraften bag udfoldelsen på lærredet.
Jytte Duusgaard fra Kolding udstiller også malerier i Galleri Memphis.
Erna Møller fra Ribe udstiller glaskunst. Hun laver farvestrålende skåle og fade med billeder, mønstre og figurer på. Specielt har hun været optaget af en speciel teknik, som hedder sagging, hvor glasset får lov at løbe frit gennem huller i specialfremstillede rammer.
Erik Valter fra Kolding udstiller bronzeskulpturer.
"At arbejde med metaller er det der ligger højest i min kunstinteresse, især Bronze er et metal der har et væld af muligheder at arbejde med," siger han.
Lokale Ulla Hjort har lavet pileflet i 12 år. Hendes værker kan blandt andet bruges som kurve, fuglehuse, julepynt eller andet i forbindelse med julen.
Galleri Memphis deler lokaler med ejendomsmæglerne LillebæltErhverv og har åben fra 14-17 på hverdage og 10-14 på lørdage.

Erik Valter står bag udstillingens bronzeskulpturer.