Fortsæt til indhold

Arwos støtter miljørigtige idéer

Aabenraas forsyningsselskab Arwos har netop uddelt 170.000 kroner til seks miljørigtige idéer og projekter

Arkiv
Arkiv

Om kort tid starter et helt nyt forskningsprojekt på Biologisk Institut på Syddansk Universitet ved hjælp af midler fra Arwos Puljen. Målet er at knække koden for, hvordan fosfor fra aktivt slam kan genanvendes. Bag forskningsprojektet står lektor Kasper Reitzel, der nu har modtaget 30.000 kroner fra Arwos Puljen ved et festligt arrangement i Arwos' genbrugsbutik i Aabenraa.

Til gavn for mange

I alt havde 14 forskellige projekter søgt om støtte fra Arwos Puljen til et beløb af cirka 1,2 mio. kroner. De tre dommere valgte at støtte seks af projekterne med i alt 170.000 kroner.
Fire af de projekter, der netop har modtaget midler fra Arwos Puljen, henvender sig til børn og unge. Projekterne har alle til formål at gøre de kommende genrationer bevidste om naturens ressourcer og værdi – men på hver deres måde.
På Aabenraa Friskole tilrettelægger naturfagslærerne f.eks. et undervisningsforløb om vandets vej fra vandværk til Aabenraa Fjord for eleverne fra 1. til 6. klasse. Samtidig vil skolen sortere endnu mere affald og derfor udvikle helt nye affaldsbeholdere, som skolens elever selv skal stå for at tømme.
På Deutsche Schule Buhrkall skal der bygges insekthoteller af genbrugsmaterialer, og Nygadehuset vil til sommer afholde tre Aktiv Ferie workshops for kommunens børn med fokus på genbrug. Også genbrugsprojektet i Rødekro fortsætter. Her mødes børn og unge efter skoletid for at give andres affald helt nyt liv som f.eks. tasker, smykker, penalhuse og lysestager. Med støtte fra Arwos Puljen udvides genbrugsprojektet nu også med et hold for seniorer.

Grønne iværksættere

Det sidste projekt, der modtager midler fra Arwos Puljen 2013, er det københavnske iværksætterhus Dare2Mansion. Huset er baseret på genbrug og bæredygtighed, og en række af huset iværksættere arbejder med projekter inden for affald, genbrug og upcycling. Dare2Mansion vil med støtten fra Arwos Puljen bygge bro mellem iværksættere i Aabenraa og København.