Kommende orkan aflyser aktiviteter på Varde Torv
Der er stilhed før stormen, men i Varde Handel er man forberedt
På alle vejrtjenester varsles der en rigtig grim orkan, der eftersigende rammer vores landsdel i eftermiddag ved 16-tiden og tager til hen mod aften.
"Derfor har vi i bestyrelsen i dag besluttet at aflyse al aktivitet på torvet," oplyser Ulla Højgaard fra Varde Handel.
"123-Disko, der skulle have været her, kommer en anden aften inden jul med deres store show i stedet.
Julehytterne er Kommunen i gang med at boltre fast, og disse vil også være lukket, ligesom kalenderen heller ikke bliver åbnet, da det vurderes som uforsvarligt at have nisserne kravlende rundt i stilladset," siger Ulla Højgaard, der dog vil være tilstede kl. 17 med slik til de børn, der evt. kommer forgæves.
Flere af medlemmerne i Varde Handel har henvendt sig med spørgsmål om at aflyse Christmas Nights længe åbningstid.
"Her er det bestyrelsens holdning, at det må være op til den enkelte butik, - og vælger man at lukke, opfordres der til, at man sætter en tydelig seddel i vinduet med beklagelse af lukning grundet uvejret," slutter Ulla Højgaard.