Fortsæt til indhold

Julen sat på stormpause på Varde Torv

Stormen Bodil har for en kort bemærkning sat julehyggen på stormpause på Vardes torv. Heldigvis stod det lokale Stark byggemarked klar med en hjælpende hånd i form af sandsække til at stormsikre skøjtebanen

Arkiv
Kim Schou

Varde Kommune og Varde Handel har i år samarbejdet om at gøre julen ekstra hyggelig på torvet i Varde. Derfor blev der inden julehandelen for alvor satte ind lejet en skøjtebane og anskaffet ikke færre end fire små træboder. Fra boderne bliver der af en lang række lokale handlende solgt julegaver og godter på forskellige dage. Både træboderne og skøjtebanen må dog vie for Bodil.
”Vi tager naturligvis ingen chancer med Bodil. Billederne fra sidste storm, hvor bl.a. stilladser fløj gennem luften i flere byer, sidder stadig på nethinden. Derfor tager vi vores forholdsregler, så vi minimerer risikoen for skader på både skøjtebanen, træhytterne og mennesker i midtbyen. Hvis Bodil bliver en orkan, så er det umuligt at garantere, at der ikke sker stormskader, men vi har taget alle forholdsregler”, siger Preben Olesen (V) formand for Udvalget for Plan og Teknik.
Stormsikringen betyder, at træhytterne er kørt væk fra torvet indtil stormen lægger sig. Derudover er skøjtebanen stormsikret med sandsække, og det lille træhus til skøjteudlejning er surret fast med stålvejrer. Det store Frellobanner på stilladset omkring det gamle rådhus er ligeledes taget ned.
”Det lokale byggemarked, Stark Varde, har uden beregning stillet med sandsække. Det er virkelig flot, og det vil jeg gerne kvittere for. Derudover har vores egne folk fra kommunen vurderet, hvilke konkrete forholdsregler der i denne situation var nødvendige, og de er alle sat i værk”, slutter Preben Olesen (V).