Jørgensgård skal forvandles totalt
Nu er der sat navn på de firmaer, der skal nedrive og renovere Jørgensgård
En enorm renovering af boligområdet Jørgensgård i Sønderborg rykker tættere på. Der er netop sat navne på de firma, der skal stå for arbejdet.
Mangor & Nagel A/S har, sammen med Ingeniør'ne, og som underrådgivere for entreprenørfirmaet Bo Michelsen A/S, vundet konkurrencen om nedrenovering og renovering af afd. 33 Jørgensgård for Sønderborg Andelsboligforening/Salus.
Totalentreprisen omfatter projektering og udførelse af dels fem 2-etages boligblokke med 96 lejligheder, der skal nedrenoveres til 42 rækkehuse i én etage samt en 2-etages boligblok med 32 lejligheder, der bliver ombygget til 24 handicapvenlige lejligheder.
Derudover skal 78 rækkehuse skal renoveres for bl.a. boligskader, nyt tag, nye døre og vinduer. 27 ungdomsboliger skal ombygges til 9 familieboliger, ligesom friarealerne skal renoveres.
Ifølge vinderforslaget skal alle de gamle betonfacader fjernes helt og erstattes med nye lyse sandfarvede teglstensfacader opdelt af etagehøje glaspartier, så der bliver tale om gennemlyste individuelle rækkehuse. Projektteamet har også udarbejdet forslag til renovering og forbedring af friarealer.
”Vi har i dette projekt konkurreret på økonomi, kvalitet og organisation samt beskrivelse af hvordan vi ville håndtere opgaven. Vi har stor erfaring med lignende komplekse renoveringssager, og vi synes at vi leverer en meget høj kvalitet med teglstensbyggeri og store glaspartier til vores tilbudspris i dette projektforslag," siger Jeppe Markmann Olesen, udviklingschef i Bo Michelsen A/S.
Formålet med det omfattende projekt er at fremtidssikre bebyggelsen ved at skabe attraktive og moderne boliger og fællesarealer.