Røveri ved Lejre Station
13-årig blev truet med kniv til at aflevere sin pung og en slikpose
Mandag 25. november blev en 13-årig dreng røvet på en sti tæt ved Lejre Station.
Ifølge politiet blev drengen omkring kl. 18.45 antastet af en mand, der brugte en kniv til at få den 13-åriges pung og en pose slik.
Efter røveriet stak gerningsmanden af i retning mod Bygaden, og drengen kunne søge tilflugt i sin ungdomsklub, som ligger tæt ved det sted, røveriet foregik.
Røveren stammede
Politiet vil nu gerne i kontakt med folk, der eventuelt har set noget mistænkeligt i området på det givne tidspunkt eller kender til røveren på anden vis.
Denne beskrives som mellem 25 og 30 år, 180-185 centimeter høj og spinkel af bygning..
Drengen har beskrevet, at gerningsmanden bar en halsedisse, der var trukket op over munden og en grå eller blå jakke.
Tilsyneladende talte røveren dansk uden accent, men den 13-årige bemærkede, at han stammede.
Hvis man kender noget til sagen, kan man kontakte politiet på telefon 114.