Fortsæt til indhold

S bør have større respekt

Det nye borgmesterparti i Frederikssund skyder Socialdemokratisk kritik ned

Arkiv
Af David Foli

Forud for aftenens konstituerende byrådsmøde i Frederikssund går bølgerne højt mellem kommunalbestyrelsens to største partier, Venstre og Socialdemokratiet. Socialdemokraternes Tina Tving Stauning har således kritiseret Venstres byrådsgruppe for ikke at være homogen, ligesom hun udtaler bekymring for de mange dagsordener, hun mener, der er i Venstres byrådsgruppe. Det får nu Venstre til at skyde tilbage. "Det undrer mig, at Tina Tving bruger energi på at kritisere Venstre, dagen før det nye byråd konfirmerer den brede samarbejdsaftale, som jeg antager Tina Tving stadig bakker op omkring. Den småfornærmede tone der citeres, er hende ikke værdig, og jeg synes hun burde have større respekt for vælgerne - det er dem der har fordelt mandaterne," siger formand for Venstre i Frederikssund, Mikkel Hessner. Til Lokalavisen siger Tina Tving Stauning videre, at fordelingen af udvalgsposter er foregået i en ordentlig tone, og at der ikke har været stillet spørgstegn ved hendes egen rolle i gruppen. Det udsagn vælger Mikkel Hessner dog at stille spørgsmålstegn ved: "Venstres gruppe glæder sig til at komme igang med arbejdet og ikke mindst samarbejdet med de øvrige partier i det nye byråd - det gælder også Tina Tving og ikke mindst de øvrige socialdemokrater, der heldigvis ikke er kloner af Tina Tving, men selvstændige politikere med egne mærkesager som de vil arbejde for. Sådan er det også i Venstre, men modsat Tina Tving, hylder vi jo forskellighed," siger Mikkel Hessner og fortsætter: "Det er måske også derfor jeg er stolt af de mange flotte personlige valg for Venstres byrødder, herunder den kommende borgmester, mens Tina Tving kun fokuserer på sit eget valgresultat - men det får mig til at tænke, at virkeligheden hos socialdemokraterne er den modsatte af hvad Tina Tving udtrykker; fordelingen af posterne er ikke foregået i en god tone, og hendes rolle i gruppen har været diskuteret." Formanden har da også en opfordring til Tina Tving Stauning: "Kære Tina - hold nu en god lang juleferie og lad batterierne op, for 1. januar kører toget og det kommer til at gå stærkt, for vi har travlt i Venstre med vores mange dagsordener, der alle har samme overordnede mål: at gøre en god kommune endnu bedre at bo, arbejde og drive virksomhed i," siger Mikkel Hessner. Der afholdes konstituerende møde i Frederikssund nye byråd onsdag aften kl. 19.