Fortsæt til indhold

KØS og Skovbo Kunstforening åbnede flot akvareludstilling

I lørdags åbnede en flot udstilling med akvareller malet af både kursister fra KØS og Borup samt elever fra Borup Skole. Udstillingen kan ses i Borup Kulturhus frem til 15. december.

Arkiv
Arkiv

UDSTILLING: Lørdag åbnede KØS og Skovbo Kunstforening en fælles udstilling i Borup Kulturhus. Forud for udstillingen har kursister og elever fra Borup Skole produceret akvareller med inspiration i Niels Larsen Stevns' landskabsmalerier malet i Borup i 1935.
Kursister såvel som elever med forældre var mødt op for at se deres smukke værker ophængt i Borup Kulturhus samt i butiksvinduerne i passagen overfor kulturhuset.
- Det har været en fantastisk oplevelse at se, hvor produktive og dygtige eleverne har været, hvilket de mange flotte værker her på udstillingen vidner om, fortæller leder af Skoletjenesten på KØS, Sissel Dreiøe Langkilde, som har stået for undervisningsforløbet med eleverne.
Åbningstalen blev holdt af Erik Swiatek, formand for Kulturudvalget, Køge Kommune, som fremhævede elevernes talent og det positive samarbejde mellem KØS og Borup Skole samt mellem KØS og Skovbo Kunstforening.
Udstillingen kan ses i Borup Kulturhus frem til 15. december. Den store udstilling med Niels Larsen Stevns – Slagmaleri, som har været inspiration for akvarelværkerne, kan ses på KØS frem til 23. februar 2014.