Katastrofe-turister
Værre ved ildebrand end til oversvømelser, fortæller brandchefen
Katastrofe-turister, der skal ud at se på ulykker, prægede også Roskilde under oversvømmelserne fredag og lørdag ved havnen og i Jyllinge, fortæller beredskabschefen Carsten Iversen. Han og Roskilde Brandvæsen har arbejdet næsten i døgndrift, siden stormen for alvor begyndte torsdag. Fra fredag var det så de omfattende oversvømmelser i Jyllinge og ved Roskilde Havn, som de skulle tage sig af. I alt 600 mand har de haft sat ind i Roskilde-området i løbet af disse dage, og det har krævet forstærkninger fra Københavns Brandvæsen og andre kolleger helt fra Jylland. En stor del af styrken er værnepligtige fra Beredskabsstyrelsen, som i gamle dag hed CF (Civilforsvaret).
Værre ved brand
- Vi kunne mærke på trafikken både lørdag og søndag, at mange skulle en tur ned til Roskilde Havn, og andre tog ud til Jyllinge for at se, hvad der foregik. Folk er ganske enkelt nysgerrige og tager billeder af det for at vise, at de også har været der, fortæller Carsten Iversen. - Her ved oversvømmelserne gør det ikke så meget, bare de ikke går i vejen. Men ved brand, hvor der kan være fare for menneskeliv, kan disse ulykkes-turister genere vores arbejde meget. Ved siden af brandmændene og Beredskabsstyrelsen deltog Hjemmeværnet også i arbejdet med at begrænse skaderne ved stomfloden. De var med til at skaffe sandsække og holdt samtidig øje med det oversvømmede områder i Jyllinge. tk