Stormflod i Roskilde
Stormrådet har i dag afgjort, at der var stormflod i Roskilde og mange andre dele af Danmark i fredags. Stormrådets afgørelse betyder, at de skadesramte har mulighed for at søge om erstatning for skader på bygninger eller løsøre, der er opstået som følge af den forhøjede vandstand. Rådet har afgjort, at der var stormflod i følgende områder, man også kan se på kortet. På Sjælland drejer det sig om Roskilde Fjord og Isefjord og Køge nord om Sjælland til Storstrømsbroen. Lolland og Falster var der stormflod fra Storstrømsbroen mod vest over Guldborg langs Lollands nordkyst til Tårs, inkl. øerne i Smålandsfarvandet nord for Lolland og Falster. Stormrådets beslutning bygger på vandstandsmålinger fra blandt andet DMI og Kystdirektoratet og en udtalelse fra Kystdirektoratet om højvandssituationen d. 5.- 6. december 2013. Formand for Stormrådet, Karen Westerbye-Juhl, siger: - Vi har afgjort, at der var tale om stormflod flere steder i landet, fordi vandstanden har været ekstremt høj. Det betyder, at forsikringsselskaberne nu vil behandle de enkelte sager og vurdere, om der skal udbetales erstatning i henhold til stormflodsloven.
Fyn og Jylland
På Fyn var der stormflod fra Lillebæltsbroen nord om Fyn til Svendborg. På Langeland og Tåsinge er nord for vejforbindelsen mellem Svendborg og Spodsbjerg på Langeland anderkendt. I Jylland var der stormflod fra Lillebæltsbroen (den nye) mod nord til Frederikshavn, inkl. alle øer i Kattegat. Fra Skagen Gren mod syd til Hvide Sande. Fra Ribe (Kammersluse) mod syd til Rømødæmningen, inkl. Mandø og Rømø. Ved Limfjorden var stormfloden ved Nissum Bredning fra Thyborøn til Oddesundbroen, både den nordlige og sydlige kyst. Og fra Aggersundbroen mod øst til Hals, både den nordlige og sydlige kyst inkl. øer herimellem.