Vi kommer til at miste profiler
Publikum kan godt forberede sig på at tage afsked med flere profiler. Vi kan ikke holde dem for evigt, siger træner
SønderjyskE-fans måtte efter sidste sæson sige farvel til profiler som Rune Ohm, Mikkel Ibsen og Mads Thomsen.
Og man kan lige så godt vænne sig til, at profiler forlader SønderjyskE, mener SønderjyskE-træner Morten Henriksen. Han mener ikke, at SønderjyskE kan fastholde alle profiler.
I sidste uge fortalte vi i Lokalavisen Sønderborg, at Flensburg-Handewitt angiveligt lurer på stregspiller Magnus Gullerud, der har halvandet år tilbage af sin kontrakt med SønderjyskE.
"Jeg er ikke i tvivl om, at der er klubber i Tyskland, der kigger på Magnus. Dels har han fået meget spilletid på det norske landshold, og han har han spillet en god sæson her i SønderjyskE. Jeg tror da, også at Magnus på sigt godt vil til Bundesligaen, men personligt synes jeg, at det vil være godt for hans udvikling med en sæson mere i Danmark."
SønderjyskE's anden profil på stregen, Anders Zachariassen, har kontraktudløb til sommer.
Ikke penge nok
"Vi vil gerne fortsætte med Anders, så beslutningen ligger hos ham. Han har udviklet sig fantastisk, og i al beskedenhed har klubben og hans medspillere en del af æren for det. Vi ved jo godt, at profiler som Magnus og Anders, er ikke spillere, som SønderjyskE beholder for evigt."
Morten Henriksen peger på, at både udenlandske klubber og danske topklubber byder sig til.
"Det er altid et skima. Vi kan ikke matche det lønniveau, der er i udlandet og danske topklubber. Til gengæld kan vi tilbyde noget andet. Vi har en fantastisk hjemmebane, gode udviklingsmuligheder, et godt klubfællesskab, og vi kan være et springbræt til noget større. Hvis det kun afgøres af pengene, er det ikke SønderjyskE, man skal være i."
Finde nye profiler
Selvom SønderjyskE efter sidste sæson sagde farvel til flere profiler, har holdet præsteret på et højt niveau i denne sæson. Klubben har nemlig formået at lukke hullerne efter de spillere, der forsvandt.
"Publikum kan lige så godt vænne sig til, at vi bliver nød til at sige farvel til nogle profiler. Derfor skal vi være gode til at finde spillere til klubben. Det kan være en ung spillere på vej frem eller en etableret spiller, der måske er kørt fast. Vi vil også gerne dyrke vores egne talenter, men der er desværre ikke så mange på vej i øjeblikket," siger Morten Henriksen.
SønderjyskE er allerede på udkig efter fremtidens profiler.
"Jeg har en lille kinabog, som jeg flittigt laver notater i. Magnus Gullerud fulgte jeg i tre år før han kom hertil, så vi kendte hans udviklingskurve, da vi hentede ham. På samme måde er der mange andre spillere, som vi har fulgt i en årrække," fortæller Morten Henriksen, der primært holder øje med spillere fra Danmark, Sverige, Norge og Island.
Det betyder dog ikke, at der nødvendigvis står afløsere klar for de profiler, der måtte forlade SønderjyskE.
Finder talenter selv
"Bare fordi vi har en spille i kikkerteren, er det jo ikke sikkert, at han har lyst til at komme til SønderjyskE. Derudover skal vi også hente ham, når hans kontrakt udløber, for vi har ikke økonomi til at købe spillere fri. Det er hårdt arbejde at finde nye spillere. Vi er en lille organisation, så vi kan jo ikke sende talentspejdere ud, så jeg ser en masse kampe på tv."
Morten Henriksen blev tidligere i år udnævnt til landstræner for det danske U18/19-landshold, og derigennem får SønderjyskE også et større kendskab til kommende talenter.
Spilleragenter kontakte ofte SønderjyskE med tilbud om nye spillere.
"Jeg er nu ikke imponeret af, hvad agenterne tilbyder os. De er meget ukritiske med, hvad de tilbyder os, så det er jeg skeptisk over for. Vi er meget bedre til at finde spillere selv."