Fortsæt til indhold

Roskilde nomineret til årets idrætskommune

Arkiv
Arkiv

Tredje gang er lykkens gang, håber borgmester Joy Mogensen. Roskilde er for tredje år i træk nomineret til årets idrætskommune, denne gang sammen med Skive og Holstebro.
- Jeg synes, de frivillige og deres store indsats for idrætslivet fortjener, at vi vinder i år, siger borgmesteren.
Roskilde Kommune er nomineret, fordi den gør en stor indsats for breddeidrætten ved blandt andet at forenkle foreningernes arbejde ved at samle lokalebooking og tilskudsansøgninger i ét digitalt system og ved at gøre det billigere at benytte faciliteterne.
Samtidig har kommunen udbygget Roskilde Kongres- og Idrætscenter, så blandt andet bordtennis og håndbold får bedre vilkår. Udbygningen øger også mulighederne for at tiltrække store idrætsarrangementer til Roskilde.
Desuden har kommunen startet ungeprojekterne 'Like My Life', hvor unge der endnu ikke er idrætsaktive, kan prøve forskellige fritidsaktiviteter.
Udover æren modtager vinderen 200.000 kroner til et nyt idrætsprojekt i kommunen. Vinderen bliver den kommune, der har gjort den største og mest markante indsats for den lokale idræt i 2013.
Vinderen kåres i Boxen i Herning 4. januar, når DR afholder 'Sport 2013'.
ag