Er med igen næste år
Haderslev Kommune tager også del i stafet for livet i 2014
Udvalget for Sundhed og Forebyggelse bakker også i 2014 op om Stafet for Livet og sender samtidig en stor tak til alle de frivillige, som var med til at gøre Stafet For Livet 2013 til en kæmpe succes.
Stafet For Livet, der blev holdt i Haderslev Dampark den 7. og 8. september blev en stor succes. Ikke alene blev den landets næststørste stafet, der var også et enormt stort engagement fra mange frivillige, der ud over at arrangere selve stafetten også bidrog med en lang række øvrige aktiviteter.
På den baggrund har Udvalget for Sundhed og Forebyggelse besluttet også at støtte op omkring Stafet For Livet i 2014.
"Vi oplevede, at stafetten i den grad var med til at samle folk, både deltagere og de mange frivillige, der løste samtlige opgaver på forbilledlig vis, og derfor har vi sagt ja til også at bakke op om stafetten, når den løber af stablen igen i september 2014," siger formand for Udvalget for Sundhed og Forebyggelse, Asta Freund.
Stafet For Livet er et døgn, hvor der sættes fokus på kræftsagen, kæmpes sammen og hvor man fejrer livet. Det er desuden anledning til at mindes dem, der tabte kampen mod kræft og give håb til dem, der kæmper.
I Haderslev blev der under Stafet for Livet indsamlet cirka 575.000 kr. Over 2.200 deltog i stafetten i Haderslev. I 2014 holdes Stafet for Livet den 6. og 7. september.