Fortsæt til indhold

Ny chef er fra Haderslev

Missionær fra Haderslev skal lede indre mission i hele Syddanmark

Arkiv
Af Matilde Boysen Lauritzen

Efter over 23 år som missionær i Køge, Herning, Åbybro og senest Haderslev tiltræder 46-årige Bjarne Taulborg fra årsskiftet en nyoprettet stilling som regionsleder for Indre Mission i Syddanmark.
Stillingen er en del af en ny foreningsstruktur, som endnu ikke er implementeret.
Men det afskrækker ikke Bjarne Taulborg at begive sig ud i nye og ukendte farvande.
For to år siden var han en af initiativtagerne til den nordjyske Hjallerup Bibelcamping, der på rekordtid er blevet en stor succes. Og Bjarne Taulborg er også idemanden bag Oslo Gospel Choir' danske juleturne som rammer Haderslev Idrætcenter søndag den 1.december.
”Jeg synes selv, jeg er god til at se muligheder i stedet for begrænsninger, og jeg ser bestemt muligheder for Indre Mission i Syddanmark. En af de spændende opgaver bliver at styrke samarbejdet på tværs af aktiviteter og geografi. Hvis vi bliver bedre til at samle ressourcerne og hjælpe hinanden, opstår der helt nye muligheder for mission,” siger Bjarne Taulborg.
Den nye regionsleder får kontor i Kolding, men han håber ikke han skal bruge for meget tid bag et skrivebord.
”Jeg forventer at bruge en del tid på at rejse rundt i landsdelen og lytte til menneskers drømme og visioner for Indre Missions arbejde. Når drømmene skal føres ud i livet, ser jeg mig selv som en spillende træner, der skal sætte og motivere det bedste hold af ansatte og frivillige til hver opgave. Men jeg ser også mig selv som en aktiv medspiller og en del af holdet,” siger han
Bjarne Taulborg er oprindelig uddannet bager og bor i Haderslev sammen med hustruen Conni. Sammen har de tre børn, hvoraf den yngste endnu er hjemmeboende.