Fortsæt til indhold

- Et uværdigt forløb

Marie Stærke kritiserer Flemming Christensen for dobbeltspil de seneste uger, hvor konstitueringsaftalen med Socialdemokraterne blev skrottet til fordel for en med Venstre.

Arkiv
Martin Rasmussen

POLITIK: Borgmester Marie Stærke kan se frem til at aflevere sin borgmesterkæde til Flemming Christensen om få uger, men der bliver næppe udvekslet mange venlige ord mellem parterne i den forbindelse, for Socialdemokraterne raser i disse dage over den måde, som den oprindelige konstitueringsaftale efter valget i november er blevet skrottet til fordel for en ren blå aftale.
- Jeg synes, at det har været et meget uværdigt forløb, og jeg er flov over, at Køge nu stiller sig op i rækken af kommuner i den kategori. Den eneste vinder er politikerleden, siger Marie Stærke med henvisning til, at Socialdemokraterne havde udsigt til væsentlig indflydelse som det store støtteparti til den konservative borgmester ifølge den oprindelige aftale, men nu er kørt ud på et sidespor, da Flemming Christensen i sidste øjeblik i stedet indgik en aftale med Venstre som følge af Søren Brasks og Rene Jespersens afvisning af aftalen.
Uanset om det var to medlemmer af Dansk Folkeparti, som i første omgang afviste den oprindelige konstitueringsaftale, så mener Marie Stærke, at pilen peger mod den kommende konservative borgmester, når skylden skal placeres.
- De konservative er gået fra en underskrevet aftale. Uden DF'erne var der stadig flertal - det var netop den situation, vi tog højde for, da vi fik Enhedslisten med i konstitueringen. Og lur mig, om de to DF'ere ikke var vendt tilbage, når de opdagede, at der ikke var noget at hente hos Venstre, siger hun.
- Jeg kan sagtens forstå, at Flemming ikke har lyst til at sidde på et flertal, hvor han er afhængig af Enhedslistens stemmer. Men den overvejelse skulle man have gjort sig, inden man satte sin underskrift på aftalen, siger hun.
Nu venter der et arbejde med at genoprette tilliden mellem parterne, som tidligere har haft et godt samarbejde i byrådet, fremhæver hun.
- Tilliden har lidt et knæk, og det bliver op til den nye borgmester at samle den del op. Men vi står klar som en kritisk, konstruktiv opposition, siger Marie Stærke, der ser gode muligheder for at få indflydelse trods den fremtidige status som oppositionsparti.
- De sidder på et meget smalt flertal, så jeg tror, at der bliver brug for vores stemmer, og det er også sundest for kommunen, at der arbejdes ind over midten, siger den snart forhenværende borgmester.