Politisk enighed om fremtiden
Den nye flertalsgruppe i byrådet er nået til enighed om det kommende samarbejde
Socialdemokraterne, Fælleslisten, Enhedslisten, Konservativt Folkeparti og Slesvigsk Parti har sat det sidste punktum i konstitueringsforhandlingerne efter kommunalvalget.
Partierne er dermed nået til enighed om de politiske for de kommende fire år.
Budgetforliget for 2014, indgået af et bredt flertal i det tidligere byråd, står uændret ved magt.
Det er også aftalt, at skatten ikke stiger yderligere i den kommende valgperiode, ligesom dækningsafgiftning afvikles, således den halveres i 2015 og afskaffes i 2016.
Der er også enighed om at arbejde målrettet på at nedbringe sagsbehandlingstiderne, ligesom der i størst muligt omfang kun skal være én tovholder på en sag.
Aftalen indebærer også, at byrådet skal sikre at bæredygtighed bliver en naturlig og integreret del af den kommunale planlægning.
Landdistriktsudvalget skal inddrages i alle relevante sager fra andre udvalg, og der skal udlægges kommunale opgaver til lokal styring i landsbylaugene.
Flertalsgruppen skal også se nærmere på brugen af socialøkonomiske virksomheder.
Der udarbejdes en rammeaftale for folkeskolen med inddragelse af fagforeningerne. Aftalen skal omfatte lærere og pædagogisk personale i folkeskolen.
De fem partier har desuden bestemt, at det konstituerende møde rykkes frem til onsdag den 4. december klokken 17.00, hvor fordelingen af borgmesterposten og udvalgsposter bliver juridisk bindende.
Der indføres en ny udvalgsstruktur i kommunen med to nye udvalg: Erhvervsudvalget og Udvalget for kulturel og regional udvikling.