Fortsæt til indhold

Tid til at hente juletræer og pyntegrønt

Arkiv
Af Ole Jespersen

Nu nærmer vi os juleaften. I skovene er man i gang med at fælde juletræer og pyntegrønt. Gå en tur i skoven og se på grantræerne. De tre hyppigst anvendte grantræer er rødgran, nordmannsgran og sølvgran (nobilis).
Rødgran blev for år tilbage anvendt til juletræ. I dag bruges den til guirlander og dekorationer ved bryllupper og begravelser. Til bryllupper skal grenspidserne vende opad. Til begravelser skal de vende nedad.
Ordet gran er et ældre dansk ord, der betyder fiskeben. Ordet sigter til de tynde spidse nåle eller træets form. Når man ser billeder af et juletræ, så er det altid en rødgran, der er afbildet.
Rødgranen er hjemmehørende i Nord – og Mellemeuropa samt Vestasien. Det indførtes til Danmark ca.1730.
Barken på de unge træer og de unge skud er rødbrun. Derfor hedder den rødgran. På ældre træer er stammen grålig, og barken skaller af i runde flager.
Rødgran danner en skiverod, som er et rodnet, der ligger under jordoverfladen, som en stor rund skive. Rodnettet stikker ikke særlig dybt i jorden. Derfor vælter rødgran let i stormvejr, som vi for eksempel oplevede det ved det store stormfald i i december 1999.
Nordmannsgran er i dag det mest anvendte juletræ på grund af de mørkegrønne, blanke nåle, de pæne fyldige skud og den regelmæssige opbygning. Træer, der bruges til pyntegrønt, er ofte klippet helt ud af form. Hvert efterår klipper skovarbejderne de flotteste grene af. Når træerne er 40-50 år gamle, bliver det for besværligt at nå op til grenene i toppen. Så fælder man nordmannsgranerne og sælger stammerne som tømmer.
”Bladene” har to tydelige hvide striber på undersiden og et hak i spidsen. Nålene er opad – og fremadrettet. Denne nålestilling bevirker, at skuddene får en trind eller halvtrind facon med en meget tydelig ”skilning” på undersiden.
Nordmannsgran er ikke et oprindeligt dansk træ. Det vokser naturligt i Kaukasus og det nordlige Tyrkiet ved Sortehavet.
Nobilis eller sølvgran er let at kende, idet de flade, blågrå til blågrønne nåle er ens på begge sider og ikke som det foregående har 2 hvide striber på undersiden. Nålene, der er 2,5-3 cm lange, sidder meget tæt, og på undersiden af grenene er de vredne og udadrettede og danner herved en meget typisk ”skilning”. Nålene sidder meget tæt. Skud og grene er derfor meget flotte, og løvet er meget smukt. Derfor bliv træet mest brugt til at klippe grangrene af. Grangrenene bliver mest brugt til dekorationer.
Sølvgranet er også et indført træ. Det hører naturligt hjemme i Oregon i det vestlige USA. Træet kom til Danmark i 1855.
Når skovejeren dyrker nordmansgran og sølvgran er han nødt til at lave en indhegning om de nyplantede små grantræer. Rådyrene kan afgnave samtlige knopper og nye skud på især nordmansgran. Når råbukken skal feje sit gevir i juni måned, er det oftest sølvgran, det går ud over. Sølvgranens nåle er meget bløde (se billedet).
Få inspiration til flere ture i naturen hos Danmarks Naturfredningsforening i Vejle