Fortsæt til indhold

Ingen kunne hente Svend fra kiropraktoren

85-årige Svend Nielsen kunne ikke få transporthjælp, da hans ben svigtede

Arkiv
Arkiv

Svend har et såkaldt ¿helbredstillægskort¿ fra Hvidovre Kommune, der bl.a. berettiger ham til at få en stor del af den kiropraktiske behandling dækket. Kortet dækker også transport til lægelig behandling. Transporten stilles til rådighed af Hvidovre Kommune. Da Svend og hans kone Hanne havde bestilt tid hos kiropraktor Gunnar Meilstrup var deres første tanke derfor at bestille transport til klinikken. Men det kunne ikke lade sig gøre. - Beskeden fra befordringsafdelingen var, at transport med den kommunale bil kun kan lade sig gøre, hvis man skal transporteres til egen læge eller til en speciallæge. Ikke til kiropraktisk behandling, fortæller Hanne Nielsen. Derfor valgte parret at tage en taxa til klinikken. Benene svigtede Svend blev behandlet og hans smerter blev mildnet. Men efter endt behandling var den 85-årige mand, der i forvejen ikke er let til bens, så afkræftet, at hans ben ikke kunne bære ham. - Det er naturligvis en frygtelig situation for patienten. Behandlingen gik efter bogen, og Svend var lettet. Men hans fysiske tilstand gjorde, at han var så svag, at en taxatur ville være umulig. Han havde behov for hjælp til at komme ind i en bil og ikke mindst ind i sin bolig, siger Gunnar Meilstrup. Derfor gjorde kiropraktoren et forsøg på at skaffe hjælp til Svend Nielsen. Meilstrup ringede til Hvidovre Kommune. - Befordringsafdelingen gav mig samme besked, som man havde givet Hanne Nielsen: Det var ikke muligt at stille kørsel til rådighed til kiropraktisk behandling. Dernæst forhørte vi os hos Movias ¿Flextrafik¿, som også kører pensionister til private ærinder i et samarbejde med kommunen. Her var beskeden, at man kun kører til indkøb og fritidsaktiviteter, siger Gunnar Meilstrup. Dernæst forsøgte kiropraktoren at ringe til Falck. Parret kunne jo selv betale, hvis Falck kunne stille en transporter og mandskab til hjælp. Men hos Falck var beskeden i følge Meilstrup: ¿Vi har så travlt, at vi kun kan komme med en personbil. Der er ingen transportere til rådighed lige nu og desuden skal patienten have sin egen kørestol med¿. Sådan én har Svend bare ikke... Ring 112 I klinikkens bestræbelser på at finde hjælp til den 85-årige mand blev de opfordret til at ringe 112. - Det er selvfølgelig lidt underligt at ringe til alarmcentralen i en situation, hvor man blot har brug for transport til en svagelig mand, men det gjorde vi - og blev i øvrigt mødt af en meget imødekommende herre, som dog heller ikke kunne hjælpe. Han opfordrede os til at ringe til regionens nye akutnummer: 1813... - Her fik vi fat i en sygeplejerske på skadestuen, som gerne ville hjælpe. Men: Hvis der skulle sendes en ambulance, var det et krav, at ambulancen skulle køre Svend til skadestuen. Ikke hjem. Det finder jeg ret paradoksalt og spild af offentlige ressourcer. Hvis man kan køre en svagelig mand på skadestuen - vel vidende at han ikke har behov for behandling og ikke har smerter - kan man vel også køre ham hjem?, spørger Gunnar Meilstrup reflektorisk. Da mulighederne for offentlig hjælp var sluppet op, besluttede Svend og Hanne at give op. I stedet tilkaldte de familie. To mand måtte hjælpe Svend ud i en bil, som Svends svigersøn havde fået en kollega til at stille til rådighed. - Det er ubehageligt, når systemet ikke fungerer. Dels synes vi, at man stiller en borger i en meget svær situation. Og dels er det stadig mærkeligt for os som kiropraktorer at være anerkendt af det økonomiske tilskudssystem, men ikke være en del af andre officielle ordninger, herunder pensionisters transportordning, siger Gunnar Meilstrup og henviser til, at regionen giver tilskud til kiropraktisk behandling via sygesikringen, og at kommunen giver tilskud via helbredstillægskortet. Også Hanne Nielsen er ked af forløbet, - Vi forstår jo ikke, at der slet ingen hjælp er at hente til transport, når man ikke kan stå på sine ben i en pludseligt opstået situation, siger hun.ark

Svend Nielsen måtte støttes ud til en ventende privat bil, hans svigersøn havde fået en kollega til at stille til rådighed.