Unge står sammen mod kræft
To kvinder vil skabe et lokalt forum, hvor unge kræftramte kan mødes
Unge kræftramte i Sønderborg og Aabenraa får i næste uge et nyt fællesskab, når en ny lokalafdeling af Drivkræften åbner.
Drivkræften, der er en del af Kræftens Bekæmpelse, er et mødested for unge kræftramt. Det er allerede flere lokalgrupper i Danmark.
"Da jeg blev syg sidste år, havde jeg behov for at tale med andre unge i samme situation," fortæller Karin Nielsen, der har taget initiativ til den nye lokalgruppe i samarbejde med Susanne Schwarz. Begge har selv haft kræft, og foreningen er både for nuværende og tidligere kræftpatienter i alderen 18-39 år.
I første omgang lægges der op til et arrangement hver anden måned, men antallet og typen af arrangementer skal gruppens kommende medlemmer være med til at fastlægge.
Aktiviteterne kan være f.eks. bowling, cafébesøg eller en madklub.
"Vi vil også meget gerne have noget motion med. Det kan være løbe- eller gåture. Det afhænger også af, hvad medlemmerne kan klare," siger Karin Nielsen.
"Det er rart at kunne tale med andre unge i samme situation om de ting, som man har været oplevet, og de følelser man har, i forbindelse med sygdommen. Det er dog ikke alvor det hele. Der skal også være plads til jokes om kemohjerne og helt almindelig hygge uden snak om sygdom," fortæller Susanne Schwarz.
Både Karin Nielsen og Susanne Schwarz har begge selv deltaget i arrangementer hos andre lokalgrupper af Drivkræften med gode erfaringer.
"I behandlingen og rådgivningen møder man oftest ældre mennesker, men det er vigtigt også at møde nogen på ens egen alder. Der mangler et forum for unge kræftramte, og det prøver vi nu at rette op på," siger Susanne Schwarz.
Det første arranement i Drivkræften bliver en gåtur gennem Sønderborg tirsdag den 10. december. Der er mødested foran Sønderborghus kl. 19.00.
Det er gratis at være med i Drivkræften og interesserede kan kontakte Karin Nielsen på kndrivkraeft@hotmail.dk eller Susanne Schwarz på susa.schwarz@gmail.com.