Vi gør, hvad vi kan
Roskilde samlede kommunens ledelse, brandchefter og politi-ledere i kommando-central
- Vi gør alt, hvad vi kan for at hjælpe de borgere, der er blevet ramt af oversvømmelserne, siger Roskildes borgmester Joy Mogensen efter stormfloden, som blandt har gjort 200 familier i Jyllinge hjemløse. For første gang samledes en ledelse til denne type katastrofer i en kommando-central på beredskabsstationen ved Vindingevej. Her deltog borgmesteren, kommunens direktion, to chefer fra Roskilde Brandvæsen og to ledere fra politiet. De skulle koordinere indsatsen og hurtigt træffe mange nødvendige beslutninger. Kommando-centralen blev oprettet fredag, da det stod klart, at stormfloden ville hæve vandstanden i fjorden med to meter og skabe store problemer i lavtliggende områder som Jyllinge Nordmark. - Vi skulle eksemplvis sørge for, at skolerne i området fik besked om ikke at lade børnene gå hjem, så de måske kom alene tilbage i et hus fyldt med vand. Ældre, som får hjemmehjælp, skule vi også holde øje med, så de ikke blev efterladt eller glemt. På Osvej oprettede beredskabet et lager med sandsække, så folk selv kunne hente dem for at sikre deres egen bolig.
Hjalp hinanden
Joy Mogensen var i Jyllinge fredag eftermiddag, mens vandet steg og nærmede sig husene i området. - Jeg oplevede, hvordan alle hjalp hinaden. Nogle havde ikke fået besked om den kommende oversvømmelse, og så blev de informeret af naboerne. - Mange deltog også i arbejdet med at fylde sandsække, der skulle sikre boligen bedst muligt. I mens blev Jyllinge-hallen gjort klar til at modtage dem, der måtte forlade deres hus og ikke havde andre steder at tage hen. Roskilde Forsyning deltog også i koordineringen med bedst muligt at sikre vand, og kloaker, mens SEAS tog sig af strømforsyningen, der på et tidspunkt også måtte lukkes, da fordelings-systemet kom under vand.
Ikke ind i husene
Joy Mogensen forklarer, at kommunen og de øvrige offentlige myndigheder sørger for at få vandet væk fra området igen, men ikke kan hjælpe med skaderne inde i husene. Her bliver det en sag mellem de enkelte beboere og deres forsikring om at få anslået skadernes omfang, og derfor må kommunen ikke foretage andre hjælpe-foranstaltninger imens.
Fremskynder klima-plan
Roskilde kommune har vedtaget en såkaldt klimaplan, der skal gøre noget ved de problemer, som et ændret klima skaber. - Nu bør vi fremskynde nogle af de initiativer, der er for området ved Jyllinge Nordmark. Her opsættes flere pumper, og vandløbene skal renses ordentligt, så vandet kan komme hurtigere væk. - Men en naturkatastrofe som denne oversvømmelse, vi lige har oplevet, kan man jo aldrig helt gardere sig imod. - Jeg håber, at alle de indbyggere i Roskilde kommune, der er blevet ramt af denne oversvømmelse, kommer godt tilbage til deres bolig igen. Det er en trist situation, de står i, men vi vil prøve at hjælpe dem, siger Joy Mogensen. tk