Kanonen er ladt med humor
Als Revyen har kørt kanonen i stilling til næste års forestillinger
Folkene bag Als Revyen er i fuld gang med at støbe kuglerne til 2014-forestillingen, der får titlen ”Vi fyrer den af!".
Revyteamets tekstforfattere er i fuld gang, og som titlen antyder, så kommer revyen bl.a. ind på 150 års jubilæet for slaget på Dybbøl. Der bliver dog også plads til at tage kommunalvalget og meget andet under kærlig behandling.
"Als Revyen er nu hele Sønderborg områdets store lokalrevy, og vi bestræber os på, at vore indslag skal ramme og more et bredt publikum fra hele Sønderborg Kommune," siger Peter Buhl fra Als Revyen.
Der er flere nye ansigter på scenen i år, nemlig Alice Brønd, Jane da Gama, Lene Wrang og Nicklas Wilkens og der vil være gensyn med Dorthe Wiseman, Dennis Jacobsen og Erling Thomsen.
Det frivillige revyteam er på mere end 40 personer.
Als Revyen opføres den 7. 8. og 9. marts 2014 i Kultursalen i Augustenborghallerne. Billetsalget begynder den 1. december på www.alsrevyen.dk.