Fortsæt til indhold

50 år i Køge Skoleorkester

Arne Svendsen har gennem 50 år givet glæden ved musik videre til videre til et utal af børn og unge som underviser i Køge Skoleorkester.

Arkiv
Martin Rasmussen

JUBILÆUM: Et 50 års jubilæum er en usædvanlig begivenhed, og det gælder ikke mindst i Køge Skoleorkester, hvor eleverne gerne stopper i 18-19-års-alderen, men alligevel kan skoleorkestret markere et af slagsen ved sin julekoncert i denne weekend.
Det er naturligvis orkestrets dirigent, Arne Svendsen, der skal fejres, da han nu gennem 50 år har været med til at give glæden ved musik videre til en lang række unge musikerspirer, siden han som 17-årig blev underviser i 1963.
Han begyndte som elev i Køge Skoleorkester allerede i 1956 - inspireret af et musikalsk besøg fra Køges venskabsby, Kongsberg - og hvad han ikke vidste dengang var, at det skulle blive begyndelsen på en lang karriere inden for musikken. Da han startede, fik han stukket en tuba i hånden, fordi han lignede en stærk dreng, der kunne bære den, og tubaen har faktisk fulgt ham lige siden.
Først og fremmest blev han tubaist i Den Kongelige Livgardes Musikkorps i 1966, og her blev han helt frem til 2006. I 15 år var han desuden vicedirigent i korpset.
En overgang var han også en del af Københavns Messingblæser Kvintet med 300 koncerter gennem 20 år, og så har han desuden undervist i forskellige sammenhænge - blandt andet i Tivoligarden og altså i Køge Skoleorkester - og han ikke lægger skjul på, at han virkelig nyder at kunne give glæden ved musikken og de tekniske finesser videre til de unge mennesker.

Musikalsk fællesskab

Han har været dirigent i Køge Skoleorkester siden 1971, og orkestret har gennem mange år haft en central rolle i forbindelse med en række begivenheder i Køge.
- Byen benytter os flittigt, og vi optræder gerne mellem 20 og 25 gange om året, fortæller Arne Svendsen.
Blandt andet kunne mange hundrede mennesker opleve skoleorkestret i nisseuniformer sidste søndag, da man som altid var en vigtig del af juletræstændingen på Torvet.
- Det er en af de sjoveste begivenheder for os i løbet af året, og det er også ofte første gang, nye elever er med på gaden, så her er der også mange, der er meget spændte, fortæller han.
Køge Skoleorkester har i dag knap 50 elever i alderen 10-19 år, og der er plads til flere, fortæller Arne Svendsen. Udover selve det musikalske fællesskab lægger man fra skoleorkestrets side også meget vægt på det sociale sammenhold og på fælles oplevelser.
- Det er blandt andet sket gennem meget aktive forældrebestyrelser, som har lagt et stort stykke arbejde gennem årene, siger han. Det er blandt andet blevet til omkring 40 udlandsrejser i Arne Svendsens tid i orkestret.
Køge Skoleorkester og lignende orkestre spiller en vigtig rolle i musikkens fødekæde, da mange går videre herfra og fortsætter med musikken i andre sammenhænge. I Køge fortsætter mange blandt andet i Køge Byorkester, hvor en del af de nuværende medlemmer har en fortid i skoleorkestret.
Arne Svendsens jubilæum markeres lørdag den 7. december i forbindelse med Køge Skoleorkesters julekoncert på Køge Gymnasium fra klokken 16.