Fortsæt til indhold

Fremtidens stjerner spiller i Sønderjylland

U18-landsholdet skal spille kvalifikation til EM i januar

Arkiv
Arkiv

Det er ikke kun det "rigtige" danske herrelandshold, der har stillet skarp fokus på den anden søndag i januar 2014 som en afgørende dato i kampkalenderen.
Herre U18 skal faktisk også i aktion i den weekend, der organisationsmæssigt bliver en seriøs udfordring for DHF - og for det yngste danske mandlige landsholds vedkommende er det kvalifikationen til august måneds EM i Polen, der er på spil.
”Vi glæder os naturligvis over at have fået hjemmebanefordel i EM-kvalifikationen. Og især over at det kan gennemføres til punkt og prikke, selv om Dansk Håndbold Forbund præcis samtidig påbegynder sit største arrangement nogensinde,” siger U18-drengenes landstræner Morten Henriksen, hvis hold skal afvikle sine kval-kampe i Skærbæk Fritidscenter mellem Ribe og Tønder.
U18 holdet lægger fredag ud med at møde Frankrig, som er den formodet stærkeste af holdets tre modstandere. Lørdag følger kampen mod Bulgarien og søndag middag sluttes der af med kampen mod Bosnien Hercegovina.
”Jeg synes, det er en fin kamprækkefølge,” vurderer Morten Henriksen, ”Vi har nøglekampen med det samme og hvis drengene kan gå lige så fokuseret til opgaven, som de gjorde, da vi for nylig spillede en træningsturnering i Polen, kan det blive en fordel at skulle lægge hårdt ud.”
Henriksen udtager en trup på 18 spillere allerede i slutningen af november og før det går løs med EM-kvalifikationskampene drager holdet mellem jul og nytår til den traditionsrige Victors Cup i den tyske by Merzig.
”Den turnering skulle gerne kunne ruste os til at kunne kvalificere os til EM, hvortil de to bedste hold fra gruppespillet i Skærbæk kvalificerer sig,” siger Morten Henriksen.