Pligt til et fællesskab
Joy Mogensen lovede samarbejde med alle partier efter enstemmigt genvalg som borgmester
- Vi har en pligt til alle at gøre vores bedste for fællesskabet. Måske er vi ikke altid enige, men med dialog og samarbejde kan vi skabe fortsat vækst og udvikling i Roskilde. Sådan lød det politiske løfte fra Joy Mogensen, da hun onsdag aften blev genvalgt som borgmester for de næste fire år af et enstemmigt nyt byråd, hvor alle partierne var kommet med i den konstituering, der blev forhandlet på plads allerede natten efter valget. Den 33-årige socialdemokrat, der allerede har været byens førstedame i to og et halvt år, takkede for tilliden og mente, at den fælles konstituering var en god start på et tillidsfuldt samarbejde. - Jeg ønsker alle gamle og nye medlemmer i det nye byråd tillykke og respekterer det engagement, som I møder frem med. Men nu skal vi også finde ud af at skabe resultater sammen her i byrådet.
Sten på vejen
Tidligere borgmester Poul Lindor (S) åbnede mødet, fordi han har størst anciennitet efter sine mange år i Ramsø. Han ledede valget af Joy og klarede det uden at klumre i en eneste detalje, hvorefter han ønskede hende tillykke: - Du står overfor udfordringer, men har også et godt udgangspunkt efter det flotte valg. Borgerne har forventinger til dig, om at du vil mødes med- og høre på dem. - Jobbet som borgmester er en vej, der kan gå lige ud, men også være lidt snoet og belagt med forhindringer, eksempelvis ujævne brosten - som nogle endda kan have lagt ud, erklærede Lindor, der selv har mange års erfaring fra sådan en post.
Lovliggjort møde
Inden det nye byråd trådte sammen til sit konstituerende møde onsdag klokken 18, havde det været nødvendigt at indkalde det nuværende byråd til møde en time før, hvis det hele skulle være lovligt. Her skulle styrelsesvedtægten for det nye byråd vedtages for anden gang. Det var nødvendigt, fordi der er ændret i udvalgenes antal og arbejdsområder i det kommende byråd. Ved dette møde blev et forslag fra Enhedslisten om at flytte opgaver fra det kommende Plan- og Teknikudvalg over til Klima- og Miljøudvalget, hvor partiets egen Jonas Paluden skal være formand, stemt ned med stemmerne 28-2. tk