Fortsæt til indhold

Birgits alene i verden

SF-leder samler støttegruppe for at genopbygge partiet i byrådet

Arkiv
Arkiv

Valget blev en kæmpe-lussing for SF i Roskilde. For fire år siden blev partiet næststørst i kommunen og fik valgt syv til byrådet, og siden forlod to gruppen, men nu er Birgit Pedersen helt alene. Roskildes Kultur- og Sportsminister giver dog ikke op og er begyndt at organisere arbejdet for at genrejse partiet til et kommende valg om fire år, hvor hun selv takker definitivt af. Det enlige SF-mandat er stadig en af hjørnestenene i Joy Mogensens 'røde borgmester-flertal', og derfor får partiet også meget stor indflydelse. Birgit fortsætter som formand for Kultur- og Idrætsudvalget og samtidig får hun plads i det centrale Økonomiudvalg, hvor alle sager passerer igennem inden den endelige vedtagelse i byrådet.

Baggrunds-gruppe

- Jeg kan jo ikke alene nå at sætte mig ind i alle sagerne, og derfor opretter vi en baggrundsgruppe, der kan hjælpe med at gennemgå alt materialet, forklarer Birgit Pedersen. Heri deltager blandt andet de to byrådsmedlemmer, Jan Bjergskov og Kim Raben, der ikke blev genvalgt. Samt Mads Præstegaard, Dorit Neve og partiformand Jacob Hvidsten. Samtidig bliver Kim Raben medlem af Klimarådet i Roskilde, og Jan Bjergskov, der til daglig er leder af Fløng Skole, skal være med i bestyrelsen for Katedralskolen. - Jeg er fortrøstningsfuld, for vi har jo også et godt samarbejde med borgmester Joy Mogensen og flere socialdemokrater samt Enhedslisten. Det gør også arbejdet nemmere, forklarer Birgit Pedersen. tk