Fortsæt til indhold

Talenter deltager i projekt

22 talenter er udvalgt fra IBC og EUC Syd til at deltage i et særligt projekt

Arkiv
Arkiv

projekt 22 særlige talenter er blevet udvalgt på IBC Aabenraa og EUC Syd til et projekt - Talentvejen. 13 fra IBC og ni fra EUC Syd er nu klar til at lære lidt ekstra. Også ni lokale virksomheder er gået ind i et samarbejde med IBC om at udvikle talenterne. "Der har været meget stor interesse fra virksomhederne for at være med i projektet. Flere af virksomheder synes, det er vigtigt, at de kan tiltrække de bedste unge fra HG-uddannelsen", siger underviser Ulrik Nielsen. Han siger videre, at det er tydeligt, at talenterne synes, det er interessant at være med, fordi det nu er ok at vise engagement og lysten til at lære. "De giver udtryk for, at det til tider er svært at vise begejstring for læring. De er bange for at blive stemplet som "nørderne" i klassen. Samtidig er de bekymret for at for mange elever kommer med i projektet, fordi – som de siger – "så bliver det mindre interessant at være med", siger Ulrik Nielsen. På EUC Syd skulle de ni talenter fra Aabenraa, Tønder og Haderslev i sidste uge hjælpe med at produktudvikle for en virksomhed, der leverer produkter til de danske supermarkeder.

Ambitiøst projekt

Talentudviklingen på EUC Syd og IBC er et led i projekt Talentvejen, som omfatter 12 erhvervsskoler i hele landet. Det ambitiøse projekt Talentvejen støttes med 26 millioner kroner fra dels EU's Socialfond og dels Erhvervs- og Vækstministeriet. Mindst 480 elever skal med i projektet – heraf altså en del på IBC Aabenraa og EUC Syd. Der er flere formål med Talentvejen. Der har i flere år været fokus på de frafaldstruede elever, men nu skal der fokus på talenterne. Talenterne skal være med til at sikre vækst i virksomhederne. De skal være med til at inspirere andre unge til at søge erhvervsskolerne. I dag søger godt 70 procent gymnasierne, mens erhvervslivet snart står og mangler arbejdskraft med erhvervsfaglig baggrund. Endelig skal projektet være med til at løfte erhvervsskolernes image. Projektet løber til og med udgangen af 2014.